46-årige Melissa Sloane fra Wales kom i overskrifterne takket være sin samling på mere end 800 tatoveringer. Hun kalder sig selv »afhængig af tatoveringer« og har ingen intentioner om at stoppe, trods latterliggørelse, fordømmelse og folk, der ofte kalder hende en »freak«.
Melissa så engang helt anderledes ud – en smuk kvinde med bløde træk, langt blondt hår og et venligt smil. Men gennem årene er hendes hud blevet næsten helt dækket af blæk: hendes ansigt, hals, arme og endda øjenlåg er blevet en slags lærred. Nu er tatoveringer blevet en del af hendes personlighed, hendes »andet hudlag«.
View this post on Instagram
»Jeg kan ikke stoppe,« indrømmer Melissa. »Det er mit udtryk, min historie.«
I 26 år i træk har Melissa fået nye »fængselsagtige« tatoveringer – tre om ugen – med hjælp fra sin partner. Tatoveringerne er ikke særlig pæne, da saloner ikke længere vil arbejde med hende. Men hun giver ikke op – hun laver dem derhjemme, på egen hånd.
Melissas udseende har dog gjort hendes liv meget svært. Hun bliver afvist til arbejde, selv rengøringsjobs – arbejdsgiverne er simpelthen bange for hendes udseende. »Jeg ville arbejde i morgen, hvis nogen gav mig en chance,« siger hun.
Folk reagerer ofte aggressivt: nogle råber ad hende, andre vender sig væk. Hun får ikke engang lov til at komme ind på barer og skoler. Men trods dette forbliver Melissa hengiven over for sine børn og lærer dem ikke at tage skade af sårende ord.
Interessant nok er hendes børn begyndt at omfavne kunsten at tatovere — midlertidige tegninger på huden er blevet en tradition for dem. De ældre børn er skeptiske over for deres mors tatoveringer, men de yngre beundrer hende tværtimod og ønsker at være som hende.
View this post on Instagram
Da Melissa en gang dækkede alle sine tatoveringer med et tykt lag foundation for at se »normal« ud for sine børn, sagde de, at de ikke kunne lide hendes nye ansigt. Så hun vendte tilbage til sit sædvanlige udseende, og børnene følte, at alt var »tilbage til det normale«.
For Melissa er hendes tatoveringer et symbol på styrke, uafhængighed og kreativ frihed. Hun har ingen intentioner om at ændre sig for at imødekomme samfundets forventninger.
På trods af fordømmelse, smerte og vanskeligheder forbliver hun tro mod sig selv – og inspirerer sine børn til at gøre det samme.
