Anna havde ventet på denne dag med spænding og en smule frygt. Den sjette graviditetsmåned er en særlig tid: maven er allerede rund, barnet bevæger sig, og livet er fyldt med forventning og spænding. Hun ankom tidligt til klinikken og sad i korridoren, der lugtede af medicin og kaffe. Hendes mand kunne ikke komme med – han var som sædvanlig på forretningsrejse. Men hun var ikke vred: »Det vigtigste er, at babyen har det godt,« sagde hun til sig selv.
Da lægen, en høj mand med grå tindinger og en blid stemme, inviterede hende ind på sit kontor, smilede hun og lagde sig på sofaen. Varm gel, den velkendte summen fra maskinen, velkendte grå skygger på skærmen.
»Så… her er armen, her er hovedet…« mumlede lægen, mens han bevægede sensoren over hendes mave.
Anna stirrede fortryllet på skærmen.
Og pludselig ændrede noget sig. Lægen frøs. En skygge af forvirring dukkede op i hans ansigt. Han flyttede sensoren væk og satte den så på igen. Han lyttede og kiggede igen. Så sagde han stille:
»Vent… kan du høre det?«
Anna spændte sig. Der kom en jævn rytme fra højttaleren: dunk-dunk-dunk-dunk. Barnets hjerteslag. Men så – knap hørbart – en anden rytme. Svagere. Langsommere.
Dunk… dunk…
To hjerter.
»Er du… gravid med tvillinger?« hviskede Anna.
Lægen rystede på hovedet:
»Nej. Der er kun én baby på scanningen. Kun én. Men… der er en lyd. Et andet hjerteslag, som om der er en anden der.«
Han slukkede for maskinen, tændte den igen og skiftede sensoren. Lyden forsvandt ikke. Lægen rynkede panden:
»Jeg vil ringe til en kollega.«
Et minut senere kom en ældre kvinde i hvid kittel ind på kontoret med et alvorligt udtryk i ansigtet. Hun lyttede tavst, kiggede på skærmen og korsede sig pludselig. Anna følte en kuldegysning løbe ned ad ryggen.
»Hvad sker der?« hviskede hun. »Er det farligt?«
»Nej,« sagde kvinden langsomt, »det er bare… det er sjældent. Meget sjældent. Det sker, når der er en anden i nærheden.«
Anna forstod det ikke. Men lægen forsikrede hende hurtigt:
»Alt er i orden, babyen udvikler sig normalt. Det er bare… muligvis en fejl i apparatet. Eller en signalrefleksion.«
Han smilede, men hans blik var bekymret.
Hjemme kunne Anna ikke sove i lang tid. Hun hørte det andet hjerteslag igen og igen.
Først troede hun, det var hendes fantasi. Men om natten vågnede hun med en fornemmelse af, at nogen blidt rørte ved hendes mave indefra – og at der var mere end ét hjerte, der slog inde i hende. Hun lagde hånden på maven og følte pludselig et andet hjerteslag, lidt til siden, ikke synkront med det første.
Næste morgen ringede hun til sin mor.
»Mor, tror du, at et barn kan have… en tvillingengel?«
Hendes mor holdt en pause og svarede stille:
»Du… havde engang en bror. En fætter, der aldrig blev født. Det andet foster overlevede ikke den tredje måned. Du var for lille til, at vi kunne fortælle dig det.«
Anna var lamslået.
»Hvad?«
»Lægerne sagde dengang, at han ›opløste sig‹. Men måske blev hans sjæl i nærheden.«
Ved den næste ultralydsscanning kunne man igen høre det andet hjerteslag. Maskinen var ny, sensoren var anderledes, lægen var anderledes.
Men rytmen gentog sig. På skærmen var der kun ét barn, der smilede, som om det vinkede farvel. Og uden for billedet var der et svagt dunk… dunk… dunk…
Lægen sagde intet. Han spurgte kun:
»Har du mistet nogen før?«
Anna nikkede.
»Måske er der nogen, der beskytter dit barn.«
Siden da var graviditeten forløbet uden problemer. Anna følte, at hun ikke var alene. Når hun blev bange, begyndte hendes hjerte at slå roligt, og en anden, knap hørbar rytme syntes at følge med og berolige hende.
Fødslen var let. Drengen blev født sund og rask med klare blå øjne og blødt dunhår på hovedet.
Da jordemoderen løftede ham op, græd Anna – af glæde og en mærkelig følelse af, at rummet var blevet varmere for to. Men så rynkede lægen overrasket panden:
»Hvor mærkeligt…« sagde han. »Barnet har et modermærke i form af et hjerte på brystet.«
Anna smilede gennem sine tårer.
»Han er ikke alene,« hviskede hun. »Hans bror er her. Bare ikke her.«
Siden da har hun hver aften, når hun lagde babyen i seng, stille og roligt presset sin håndflade mod hans bryst og hvisket:
»Tak, fordi du beskytter ham.«
Og i stilheden i rummet, når barnets hjerte slår i sit rytme, synes det, at et andet hjerteslag stadig kan høres i nærheden – lidt mere stille, lidt langsommere, men levende.
Dunk… dunk…
