Det hele begyndte som enhver anden morgen. Metroen, klokken 8:20, vognen var fuld – nogle drak kaffe, andre kiggede på deres telefoner, andre sov stående. Maria havde travlt med at komme på arbejde og stod som altid ved dørene – der var mindre trængsel der, og det var tættere på udgangen. Hun bemærkede ikke engang, da toget kørte ind i tunnelen, og lyset pludselig blinkede og gik ud.
Toget standsede mellem stationerne. Først var alle tavse – sådan noget sker jo. Men da der var gået fem minutter, så ti, og lyset stadig ikke kom tilbage, begyndte folk at blive nervøse. Der var en lugt af støv, bremser og noget andet… mærkeligt.
Og pludselig hørte Maria en knirken. Det var tyndt og gennemtrængende, som om nogen skrabede under gulvet. Hun troede, det var hendes fantasi. Men den skrigende lyd gentog sig, og så blinkede en hale under sædet. En. Så en til. Og få sekunder senere løb en rotte tværs over vognen.
Nogen skreg, nogen hoppede op og ned på stedet. Men det var ikke slutningen. Snesevis af grå kroppe begyndte at dukke op fra sprækkerne mellem sæderne, fra under gummipakningerne, fra hjørnerne. Rotter. Små, store, skinnende af fugt, med lange haler, der raslede med poterne på linoleumsgulvet.
Nogen bankede på døren – den var låst. Toget stod stille, kommunikationssystemet var nede. Panikken voksede, kvinder skreg, mænd bankede på vinduerne. Rotter løb langs væggene, sprang op på sæderne, løb mellem folks ben.
En klatrede op på en persons taske og hvæsede og blottede tænderne.
Maria frøs, pressede sig mod væggen og bemærkede først da den gamle mand i hjørnet. Han bevægede sig ikke og gik ikke i panik — han hviskede bare stille:
»De kommer altid, når de ikke har noget at spise…«
»Hvad sagde du?« spurgte hun med skælvende stemme.
»Metroen er gammel,« fortsatte han, »tusinder bor under sporene. Når togene holder op med at køre, kommer de ud i lyset.«
Og i det øjeblik vendte lyset faktisk tilbage. Stærkt og skarpt. Rotterne frøs fast. Så, som om de havde fået et signal, skyndte de sig alle i én retning – mod døren, der var åbnet en smule. De forsvandt ind i tunnelens mørke. De efterlod stilhed, lugten af fugt og papirstykker spredt ud over gulvet.
Et minut senere åbnede dørene sig, og folk strømmede ud på perronen uden at se sig tilbage. En mand tabte sin telefon, men turde ikke gå tilbage efter den.
Maria var den sidste, der gik ud. Før hun gik, kiggede hun mod hjørnet – den gamle mand var væk. Kun et tomt sæde, og under det – en lille sølvmønt med en rotte indgraveret.
Siden da hører hun nogle gange den samme knirken, når hun går gennem metrostationerne – og hun øger altid farten. For nu ved hun: De er ikke gået nogen steder. De venter bare på, at lyset slukkes igen.
