I en stille by nær Salzburg boede en ældre mand ved navn Henry Vogel. Han havde arbejdet som postbud i over fyrre år. Han levede beskedent, forlod sjældent sit hus og tilbragte sine aftener ved et gammelt træbord, hvor han sorterede og tællede mønter.
Kobber, sølv, slidte og skinnende — han elskede dem alle. Under gulvet i hans lille hus lå poser fyldt med småmønter. Naboerne spøgte med, at Henry sikkert ville i Guinness Rekordbog eller bygge sig et »møntpalads«. Han smilede bare og sagde:
»Jeg kan bare godt lide lyden af dem. Småmønter bliver til noget større.«
Årene gik. Ingen vidste, hvor mange mønter han havde, indtil den lokale bank efter hans 70-års fødselsdag hjalp ham med at tælle dem alle. Resultatet overraskede alle – mere end en halv million mønter til en samlet værdi af over tyve tusind euro!
Men det, Henry gjorde derefter, forbløffede hele byen.
I stedet for at købe en bil, renovere sit hus eller tage på rejse, gjorde han noget helt andet. Henry gik til den lokale skole, hvor han engang havde gået, og spurgte skolelederen, hvor meget det ville koste at bygge en ny legeplads og et lille bibliotek til eleverne.
Den næste dag kom han med poser fyldt til randen med mønter til skolen i en rullekuffert.
»Disse mønter har ventet på deres øjeblik,« sagde han. »Nu skal de komme børnene til gode.«
En måned senere var skolegården forvandlet — der var nye gynger, rutsjebaner, bænke og et hyggeligt læsehjørne. Der blev hængt en plakette op på væggen:
»En gave fra Henry Vogel — en mand, der troede på, at selv små ting kan gøre en stor forskel.«
Da journalister spurgte ham, hvorfor han gjorde det, svarede han:
»Penge er bare metal. Men venlighed varer længere.«
