Manden boede alene i et lille hus ved skovbrynet. Det var et roligt, smukt sted — tåge om morgenen, solnedgange om aftenen, og om natten kunne man høre spættefugle hakke og ugler skrige i det fjerne. Han elskede denne ensomhed: en kedel på komfuret, en blød lænestol, et gammelt fjernsyn, bøger — og fred og ro.
Den aften var alt som det plejede. Sneen faldt i tykke flager, og der var ikke en sjæl uden for vinduet. Manden skænkede sig en kop varm te, tændte bordlampen og satte sig i lænestolen ved vinduet. Han havde lige taget koppen, da en enorm skygge pludselig fløj forbi uden for vinduet.
Først troede han, det var en refleksion. Så troede han, at nogen var kommet for tæt på. Men i det næste sekund lød der et brag, glasset splintredes, og noget stort, mørkt og hornet fløj ind i stuen!
Manden sprang tilbage, spildte sin te og væltede sin lænestol. Foran ham stod en elg – en rigtig, voksen, massiv elg. Blændet af lampens lys løb den rundt i stuen, stødte ind i møblerne og væltede gardinerne. Scenen var som taget ud af en drøm: sne faldt indenfor, bøger fløj rundt, tallerkener klirrede, og et kæmpe vildt dyr løb hen over gulvet uden at forstå, hvor det var.
»Rolig, rolig, tag det roligt…« var alt, hvad manden kunne sige, selvom hans hænder rystede. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre: det var for sent at løbe, og det var meningsløst at skrige. Elgen stødte ind i bordet og ødelagde rammen med hans kones foto. Han frøs et øjeblik og tog så et skridt fremad. Han tog en gammel jakke fra garderoben og dækkede uden at tænke over det dyrets hoved med den.
Elgen frøs. Et sekund eller to – en evighed. Så begyndte den at trække sig tilbage, mens den trak vejret tungt. Manden smækkede døren op – og kæmpen, der fnøs og gled hen over gulvet, løb ud i sneen, trampede blomsterbedet ned og forsvandt ud i mørket.
Huset var i kaos: knust glas, ødelagte møbler, spildt te og damp fra det knuste vindue. Manden stod midt i det hele, pustede tungt og holdt stadig jakken i hænderne. Han kunne ikke tro, at det ikke var en drøm.
Få minutter senere ankom redningsholdet – naboerne havde ringet til dem, da de hørte larmen. Det viste sig, at dyret havde løbet langs vejen, blev bange for forlygterne og vendte sig mod husene. Det løb gennem haven og besluttede, da det så sit spejlbillede i vinduet, at det var vejen ud.
»Du er heldig,« sagde en af redderne, mens han undersøgte sporene. »Normalt ødelægger de alt.«
»Men han efterlod kun én ting,« sukkede manden og samlede et foto op i en knækket ramme.
Billedet var af hans kone, der smilede med den samme skov i baggrunden. Hvor han nu hver morgen så hestehoveaftryk. Nogle gange friske.
Siden da har manden ikke lukket gardinerne. Han siger, at hvis elgen kommer igen, vil han ikke længere være bange for den.
For nu ved han: Nogle gange kan selv kaos bryde ind i huset for at minde dig om, at du er i live.
