Dette skete i slutningen af januar, da kraftige snefald ramte det nordlige Finland.
Om aftenen var Leon Hartman, en 42-årig ingeniør, på vej hjem fra sit landsted med sin trofaste hund, en labrador ved navn Rocky. Frostbiden stak i hans ansigt, og sneen faldt tæt og hurtigt, men manden var rolig: De gik ad en velkendt sti over en snedækket bakke, der førte til motorvejen.
Men alt ændrede sig på et øjeblik.
Der lød et dump knæk på skråningen, og inden Leon nåede at forstå, hvad der skete, brød en kæmpe sneblok løs ovenfra. Et sekund senere dækkede lavinen dem begge og begravede dem under sig.
Leon nåede ikke engang at skrige.
Sneen holdt ham fast til jorden og forhindrede ham i at bevæge sig. Omkring ham var der stilhed og mørke. Det var umuligt at trække vejret, og luften var hurtigt ved at løbe ud.
Han forsøgte at befri sine arme, men sneen blev tættere og tættere. Panikken begyndte at brede sig, da han pludselig hørte et svagt klynk gennem den tykke sne.
Det var Rocky. Hunden lå fast på siden, men den gav ikke op. Dens kløer skrabede i den tykke sne, og dens poter gravede febrilsk opad.
Leon indså, at hvis nogen kunne redde dem, måtte det være hans hund. Han kunne høre Rocky grave sig gennem sneen, trække vejret tungt, men ikke give op.
Der gik lange minutter. For hvert åndedrag blev det sværere. Men pludselig brød en tynd lysstråle igennem ovenfra – hunden havde lavet en åbning og brudt igennem.
Roki løb ikke væk. Han sprang tilbage til det sted, hvor hans ejer lå, og begyndte at grave igen, så passagen blev bredere, indtil frisk luft nåede frem til Leon.
Da han nåede overfladen, slog hunden alarm – højt og desperat, som om han råbte om hjælp. Hans gøen blev hørt af arbejdere, der kørte en sneplovstraktor.
Roki løb hen til dem, trak i deres ærmer, løb foran, vendte sig om og førte dem hen til skråningen.
Få minutter senere fandt de stedet for jordskredet og bemærkede det hul, hunden havde gravet. Mændene begyndte at rydde sneen med skovle og så snart en arm. De trak Leon ud – udmattet, blå af kulde, men i live.
Da han kom til bevidsthed, var det første, han gjorde, at omfavne sin Rocky.
Hunden lå i nærheden og skælvede af kulde, men forlod aldrig sin herres side. Hans pels var dækket af rim, hans øjne var trætte, men klare og fulde af hengivenhed.
Senere fortalte Leon til journalisterne:
»Hvis det ikke var for ham, ville jeg ikke være her. Han er ikke bare min hund – han er min redningsmand.«
Nu tales der om dem som helte i deres lille by Oulu.
Leon satte et skilt op på grunden nær sit hus:
»Det er her, Rocky bor – hunden, der besejrede sneen.«
Og hver gang en snestorm raser uden for vinduet, smiler Leon. For han ved, at ægte loyalitet kan smelte selv den koldeste is.
