Vinterstormen kom pludseligt. Sneen faldt som en mur, vinden hylede mellem træerne, som om skoven selv græd af kulde. På en sådan nat forlod selv erfarne jægere ikke deres hjem. Men det var netop da, midt i snestormen, i ødemarken mellem bjergene, at en lille baby for vild.
Hans mor, en ung kvinde ved navn Anna Lindberg, var på vej hjem fra en naboby, hvor hun havde håbet at finde hjælp – hendes gamle bil var kørt fast i sneen, og da hun forsøgte at gå, gled hun, faldt og mistede babyens vugge. Da Anna rejste sig, var babyen forsvundet – han var blevet ført væk af en stærk vindstød og den glatte sti. Hun skreg, råbte, kravlede gennem sneen, men alt, hvad hun kunne høre, var snestormens hylen.
I mellemtiden levede skoven sit eget vilde liv. Skygger gled mellem snedriverne – en flok grå ulve, der vendte tilbage til deres hule efter at have været på jagt. Flokkens leder, en gammel hunulv, som jægerne havde givet kælenavnet Luna, var den første, der bemærkede en lille pakke i sneen. Den klynkede sagte – næsten som en ulveunge, der var kommet væk fra sin mor.
Luna nærmede sig og puffede forsigtigt til det med sin snude. Lugten var ukendt, men mærkeligt varm. Barnet rørte sig, og et svagt pip ekkoede over den snedækkede lysning. Hunulven lagde sig ned ved siden af det og beskyttede det mod vinden med sin krop. De andre ulve stod i en halvcirkel og dannede en levende mur.
Og således tilbragte det menneskelige barn natten i en ulveflok midt i kulden og mørket.
Ved daggry stødte eftersøgningsholdet – jagtopseere, redningsfolk og Anna selv – på nogle usædvanlige spor. De førte ikke til afgrunden eller floden, men dybere ind i skoven. Først troede de, at ulve havde bortført barnet, og forberedte sig på det værste. Men det, de så få minutter senere, var uforklarligt.
I en lysning mellem grantræerne lå en hunulv. Ved siden af hende lå et barn svøbt i hendes pels. De andre ulve stod i nærheden og iagttog menneskerne med forsigtighed, men angreb ikke. En af redderne, der ikke troede sine egne øjne, hviskede:
»De… beskytter ham.«
Anna skyndte sig hen til sin søn og græd af glæde. Barnet var i live, hans kinder var varme, og hans vejrtrækning var regelmæssig. Der var stadig spor efter ulve i området, som om de havde stået vagt hele natten. Inden hun forsvandt ind i krattene, vendte hun sig om og så direkte på Anna – med et langt, næsten menneskeligt blik.
Senere bekræftede lægerne, at barnet ikke havde fået forfrysninger eller skrammer. Ingen kunne forklare, hvordan han havde overlevet i minus tyve grader.
Siden da begyndte folk i det område af skoven at lægge mærke til en ensom hunulv med sølvfarvet pels. Hun kom aldrig tæt på landsbyerne, men dukkede ofte op i udkanten af skoven, når Anna gik tur med sin søn.
Anna gav drengen navnet Leo til ære for den kraft, der reddede ham.
Og hvert år, på natten med kraftigt snefald, kan man høre et stille hyl på bakken bag huset.
Det er ikke truende, men snarere som om nogen tjekker, om alt er i orden med den, der engang varmede dem med sit hjerte.
