En kold morgen ud for Islands kyst bemærkede fiskere en mærkelig grå formation i horisonten. Først troede de, det var et isbjerg eller vragrester, men da de kom tættere på, indså de, at det var en kæmpe blåhval, der var skyllet i land. Det største dyr på planeten lå ubevægeligt på sandet, mens dens krop langsomt svajede med bølgerne, og let damp steg op over overfladen.
Hvalen var gigantisk – over 25 meter lang og vejede omkring 150 ton. Men det, der alarmerede alle mest, var lugten – ikke den sædvanlige lugt af hav eller rådnende fisk, men en mærkelig metallisk, kemisk lugt, som om noget brændte indeni.
Biologer fra Reykjavik Marine Institute ankom et par timer senere. De forventede en rutinemæssig obduktion – trods alt er det ikke ualmindeligt, at hvaler strander. Men inden for få minutter stod det klart, at dette tilfælde var anderledes end alle andre.
Da forskerne åbnede maven, fandt de ikke de sædvanlige rester af blæksprutter eller fisk, men noget hårdt og koldt med en metallisk glans. Det var ikke let at udtrække genstanden – den var stor og dækket af et tykt lag salt og alger.
Da fundet var renset, frøs alle til. Det var et fragment af et gammelt skibsratt – med messingindsatser og indgraveringen »Aurora, 1892«. I nærheden lå rester af reb, et stykke kobber og… en menneskelig støvle, der sad fast mellem mavens fibre.
Forskerne kunne ikke tro det. Hvordan kunne fragmenter af et skib fra det 19. århundrede ende i en hval?
Historikere fandt hurtigt et match. Et skib ved navn Aurora forlod havnen i Hamborg i 1892 med kurs mod Antarktis. Om bord var forskere, samlere og, ifølge rygterne, militære rådgivere. Skibet forsvandt i det sydlige ocean. Der blev ikke fundet lig, og der blev ikke registreret nogen signaler.
Nu, mere end hundrede år senere, er en del af dets historie blevet fundet… inde i en blåhval.
Forskere foreslog, at dyret måske havde slugt vragdele fra skibet, der lå på havbunden. Men én detalje var forvirrende: metallet var ikke korroderet, som det burde have været efter århundreder under vand. Det så ud, som om genstandene kun havde ligget i havet i et par måneder.
Tre dage senere, da kadaveret blev gjort klar til transport, bemærkede en af assistenterne en skinnende cylinder, der sad fast mellem mavens folder. Den var forseglet og overraskende velbevaret. Inde i den var der en tyk kapsel med et pergament.
På det var der med rystende hånd skrevet følgende ord:
“Vi blev sendt på en mission, som ingen må kende til. Dette er ikke en ekspedition. Det er et dække.
Hvis du har fundet dette, må du ikke åbne det.
Tilgiv os.”
Underskrevet: Kaptajn Erich K. Müller, 1892.
Da informationen lækkede til pressen, eksploderede verden.
Aviserne skrev:
»Hval sluger spor af hemmelig tysk ekspedition!«
»Hvad skjulte Aurora-missionen?«
»Biologer finder budskab fra det 19. århundrede inde i blåhval!«
Men få dage senere blev laboratoriet, hvor fundene blev opbevaret, pludselig lukket. Al dokumentation blev beslaglagt af ukendte personer i militæruniform. Forskerne blev tvunget til at underskrive en fortrolighedsaftale.
Siden da har ingen set cylinderen eller rattet. De fiskere, der først opdagede hvalen, sagde, at ukendte personer overvågede dem, og en nat svømmede nogen ind til kysten og tog de knoglefragmenter, der var tilbage fra obduktionen.
Et par uger senere offentliggjorde en af forskerne anonymt en optagelse lavet på en diktafon. Hans stemme kunne høres, rystende af frygt:
“Jeg kiggede inde i bagagerummet… der var en kobberplade med inskriptionen: ‘Aurora-projektet. Fortroligt.
Dette er ikke et uheld. Dette er ikke bare et skib. Dette er en advarsel.”
Nu er der tavshed om fundet. Rapporterne nævner kun »ukendte metalgenstande i kroppen af et havpattedyr.«
Men dem, der så det med egne øjne, er sikre: denne hval slugte ikke bare vraget af et skib — den blev den sidste vogter af en hemmelighed, som menneskeheden ikke skulle opdage.
