Vi havde længe drømt om at se Alperne — de rigtige, sneklædte, skinnende tinder, som man ellers kun ser på postkort.
Jeg, Emil Hoffmann, min kæreste Larisa Rein og to venner — Mario Carvero og Sophie Lindström — lejede en bil i München og kørte tidligt om morgenen for at nå solopgangen over de østrigske bjerge.
Dagen begyndte perfekt. Det grå himmelloft blev langsomt lysere, vejen snoede sig mellem landsbyer, hvor træhusene havde udskårne gesimser, og køerne bevægede sig døsigt ud på markerne.
Vi grinede, havde musik på, drak varm kaffe fra termokanden og talte om, hvordan vi skulle vandre på gletsjerne.
– Hvis vi er heldige, når vi liften og ser solen stå op over bjergtoppene, sagde Mario, mens han fulgte kortet.
Men bjergene nærmede sig hurtigere, end vi havde regnet med — og med dem kom tågen.
Først let og sølvgrå, så tæt og hvid som mælk. Vejen blev smallere, svingene skarpere. Vi slukkede for musikken. Selv motorens brummen lød for højt.
– Emil, kør forsigtigt, sagde Sophie lavmælt. – Der falder tit sten her.
Efter få minutter blev regnen til slud. Asfalten glimtede som glas. Jeg sænkede farten. Men bag det næste sving ventede det, ingen af os nåede at se komme.
Vi fløj af vejen.
Hjulene mistede grebet, bilen skred sideværts. Det føltes, som om nogen skubbede os med en usynlig hånd.
I ørerne kun Larissas skrig. Rattet rykkede ud af hænderne, alt blev til et virvar af glas, sne og metal.
Et slag.
Bilen væltede, ramte taget, rullede ned ad skråningen og satte sig fast mellem to store sten — på siden.
Inde lugtede der af benzin, krudtrøg fra airbagsene og… blod.
– Er alle i live?! — hostede Mario.
Larisa græd, men nikkede. Sophie holdt sig for siden — blodet løb ned ad armen.
Jeg prøvede at bevæge mig — selen skar i brystet, men jeg var ved bevidsthed. Bilen knirkede, vinden peb gennem det knuste vindue. Udenfor — hvid tåge og stilhed.
– Vi skal ud, sagde jeg. – Den kan brænde.
Mario sparkede resten af ruden ud. Jeg skubbede døren op — nu over os som et tag. Den iskolde luft ramte ansigtet.
Vi hjalp hinanden ud — én efter én, forsigtigt, bange for et nyt skred.
Udenfor var det værre.
Vi stod på en smal stribe jord over et dybt fald. Nedenfor — mørk skov. Bilen blev kun holdt fast af to enorme sten. Sneen tiltog, vejen forsvandt.
Ingen mobilsignal.
– Hvis vi ikke når vejen inden for en time, sagde Mario, – fryser vi ihjel her.
– Men hvilken vej? – spurgte Sophie med rystende stemme.
Jeg kiggede op ad serpentineren, hvor vejen forsvandt i tågen.
– Tilbage, sagde jeg. – Følg hjulsporene. Vi kom derfra.
Vi gik langsomt, holdt os til de rustne gelændere, der næsten var væk. Sneen skar i huden, støvlerne gled.
Bag os forsvandt bilen — som om den aldrig havde eksisteret.
Det føltes som en evighed — men kun tyve minutter var gået, da vi så forlygter i det fjerne.
En bil. Vi vinkede desperat. Den standsede. Ud steg en mand — høj, med kraftig skæg og en varm accent.
– Mein Gott… er I okay? — spurgte han.
Han hed Josef Steiner og boede i et hus i nærheden.
Han satte os ind i bilen, rakte os tæpper og varm te.
– I har haft heldet med jer, sagde han stille. – På det stykke vender mange aldrig tilbage.
Jeg så på mine venner. Hænderne rystede stadig. Larisa lænede sig mod mig.
Vi var kørt for at se bjergene.
Men nu…
var det, som om bjergene så på os.
