Hun gik langsomt, forsigtigt, for ikke at tabe pakken, hun bar i hænderne. En lille plyshare lå pakket ind i lyserødt papir med et bånd omkring — barnebarnet elskede lyserødt. I dag fyldte pigen fem år. Bedstemoren havde selv valgt gaven — hun havde gået rundt i butikker hele morgenen og ledt efter netop den rigtige, “med venlige øjne”.
Ude i gården kunne man allerede høre børnestemmer. Latter, musik, duften af kage fra vinduet. Kvinden smilede — hun syntes, hun var kommet lige til tiden.
Da hun nåede døren, stod hun længe og tøvede, før hun trykkede på dørklokken.
— Kommer! — lød en stemme indefra.
Døren gik op, og en lille pige stod der — lyst hår, sløjfer, øjne der strålede.
— Bedste! — råbte hun glad, men straks slukkede smilet. — Mor sagde… du må ikke komme ind.
Bedstemoren stivnede.
— Hvad mener du, min skat? Jeg kom bare for at give dig en gave. Se… — hun rakte haren frem.
Pigen rakte ud efter den, men i det samme dukkede en ung kvinde op i døren — smuk, men med et træt ansigt.
— Mor, jeg bad dig om ikke at komme uden at ringe først, — sagde hun køligt. — Vi har gæster.
— Jeg bliver ikke længe… det er bare en gave, — svarede bedstemoren stille.
— Stil den ved døren, jeg henter den senere, — sagde datteren, og hendes stemme dirrede svagt.
Bedstemoren sænkede blikket, nikkede og lagde forsigtigt haren på dørtrinnet.
— Pas på hende, — hviskede hun.
Døren lukkede. Inde bag den lød igen latter og musik. Hun blev stående et øjeblik, holdt fast i gelænderet, som om hun var bange for at falde. Så vendte hun sig langsomt om og gik ned ad trappen.
En nabo, der passerede forbi, spurgte:
— Går det godt, Anna Petrovna?
Hun smilede svagt.
— Alt er fint, Maja… barnebarnet fyldte fem i dag. Tiden flyver.
Om aftenen, da datteren ryddede op efter festen, gik hun hen til vinduet — og så på bænken foran opgangen en lille pakke med et lyserødt bånd. Haren lå der stadig — våd af regnen, men med de samme venlige øjne.
