Bus nr. 214 forlod byen klokken 6:40 om morgenen. Folk gned søvnen ud af øjnene, holdt fast i varme kaffekopper, nogle lyttede til musik, andre døste hen eller stirrede ud ad vinduet — en helt almindelig morgen. Blandt passagererne var en gravid kvinde ved navn Lara (navnet kan ændres), i ottende måned. Hun holdt hånden på maven og talte mentalt dagene til fødslen. Hun ønskede kun én ting: at komme roligt frem, få taget sine prøver — og derefter hjem.
Chaufføren, en mand i halvtredserne med venlige øjne og en termokande med te ved instrumentbrættet, hilste som altid muntert:
— Godmorgen, alle sammen! — og satte bussen i gang.
De første tyve minutter gik som sædvanligt — tæt trafik, let sne, grå tåge over vejen. Men da bussen nåede ud på landevejen, skete noget, ingen var forberedt på.
Pludselig begyndte bussen at slingre, som om den gled på is. Så igen, kraftigere. Flere passagerer kiggede op.
— Er alt i orden? — spurgte en kvinde fra forreste række.
Ingen svar. Chaufføren sad stiv som en statue, hænderne gled af rattet. Hans øjne var åbne — men tomme. Et sekund senere faldt hans krop forover.
— Han… han er bevidstløs! — råbte en mand.
Bussen kørte stadig — på en glat vej, foran lå grøften og den modsatte bane. Folk skreg, nogle rejste sig i panik.
Lara tænkte ikke — hun handlede. Førersædet var lige ved siden af hende. Maven trak tungt ned, kroppen gjorde ondt, men benene bevægede sig af sig selv.
— Flyt jer! — sagde hun fast, overraskende roligt.
Hun greb rattet med begge hænder — tungt, koldt. Bussen gled allerede over mod modkørende bane, en lastbil nærmede sig forude. Hjertet hamrede. Nogle græd, andre bad.
Hun drejede brat til højre. Bussen skred ud, baghjulene gled, folk skreg — men hun holdt den på vejen. Hun trykkede på bremsen, men pedalen var stiv.
— Tænd katastrofeblinket! — råbte hun.
— Gør det allerede! — råbte nogen tilbage.
Alligevel fortsatte bussen med at rulle fremad. Forude — en skarp sving og en bro over floden. Hvis de røg ud der, ville de styrte ned.
Lara huskede pludselig sin far, der engang lærte hende at køre lastbil på gården:
“Hvis bremsen svigter — brug motoren.”
Hun greb gearstangen og satte laveste gear i. Motoren hylede — bussen bremsede langsomt ned.
38 mennesker sad i fuldstændig stilhed.
Bussen stoppede få meter fra broens kant.
Da alt endelig stod stille, opdagede Lara, at hendes hænder rystede voldsomt. Hun slap rattet og trak vejret tungt, uregelmæssigt.
Folk styrtede hen til chaufføren — han var bevidstløs, men trak vejret. En mand fra bageste række kom med en førstehjælpskasse. En ung pige lagde sin jakke under hans hoved og holdt hans hånd. Nogen var løbet udenfor for at ringe efter en ambulance.
Lara sad stadig i førersædet. En teenager stod ved siden af hende og hviskede:
— Du reddede os.
Først dér lukkede hun øjnene et øjeblik — og mærkede en skarp smerte i underlivet. Først troede hun, det bare var nerver. Men smerten tog til.
I ambulancen sagde lægen:
— Du har veer. Stress kan have sat det i gang.
Hun blev bange: “Ikke nu, ikke endnu…” Men barnet i maven svarede med et roligt, stærkt spark.
Chaufføren blev kørt til hospitalet — det viste sig, at han havde fået et hjertetilfælde. Ingen i bussen kom til skade. Ikke et brækket ben, ikke et blå mærke — kun chok, frygt… og 38 reddede liv.
Næste dag vågnede chaufføren og spurgte:
— Bussen? Folkene? Lever de?
— Alle, — svarede de. — Takket være kvinden, der satte sig bag rattet.
Han lukkede øjnene og hviskede:
— Gud… hun reddede os alle.
Tre dage senere fødte Lara en søn.
Sygeplejersken sagde smilende:
— Han er så rolig… som om han allerede ved, hvorfor han kom til verden.
Lara smilede blot. For den dag, i den bus, havde hun også forstået det:
Nogle gange vælger et barn sine forældre på forhånd. Og giver dem styrke — når alle andre mister den.
