Ingen i den lille kystby Rosenfeld vidste, at netop denne oktobermorgen ville gå over i lokalhistorien. Gaden Strassenweg, normalt stille med få biler og duften af frisk brød fra bageriet på hjørnet, vågnede fredeligt… indtil den tunge metaldør til det gamle lager pludselig smækkede op.
Først troede alle, det var vinden. Men så — stilhed.
Og derefter… mjaven.
Ud af den åbne dør begyndte de at komme — én efter én. Katte.
Ikke to, ikke fem — men snesevis. Pelsede, stribede, haleløse, røde, hvide, sorte, med ét øje, med et flækket øre — hver eneste unik.
Men alle bevægede sig som én flok, skulder ved skulder, mod byens hovedvej — motorvej B-17.
— Ser du også det dér? — hviskede bageren Gertrud, mens hun tabte en bolle i melet.
— Hvis det er en drøm, så væk mig ikke… eller gør det straks, — mumlede betjenten Jan, mens han gned sig i øjnene.
Kattenes march mod motorvejen
Kattene væltede frem mod vejen — og jo længere de gik, desto flere kom til.
De dukkede op fra gårde, haver, garagetage, som om de havde fået en usynlig ordre. Nu var der over hundrede.
Biler bremsede på stribe. Nogle filmede, andre bandede, nogen lo.
En chauffør trykkede instinktivt på hornet — og kattene stoppede.
De drejede hovederne samtidig.
160 kattens blikke rettet direkte mod ham.
Han slap hornet.
Kattene fortsatte roligt.
Årsagen til kaosset: hemmeligheden bag jernporten
Borgmesteren indkaldte til hastemøde. Man frygtede for trafikken, hospitalets medicinforsyning og blokeringen af hovedvejen.
— Vi må finde ud af, hvor de kommer fra, — sagde dyrlægen dr. Lorenz, der vidste alt om katte — bortset fra, hvordan man stopper dem.
Hen mod aften besluttede han, sammen med journalisten Emilia og elektrikeren Thomas, at gå ind i det gamle lager.
Der lugtede af fisk, hø og… mælk. Overalt stod skåle.
Og midt i rummet — en ældre kvinde i en grå frakke, sølvhår samlet i en knude, en stor nøgle i hånden.
— Var det Dem, der slap dem ud? — spurgte Emilia.
— Jeg reddede dem, — svarede kvinden roligt. — Folk smider dem væk. Jeg samler dem op. Der blev så mange… men de skulle se solen. Bare én dag.
Da byen forsøgte at stoppe den pelsede hær
Sirener? Forgæves. Kattene sænkede bare ørerne og fortsatte.
Net og kæppe? Også forgæves — de undveg elegant.
Maden blev redningen.
En dreng, Leon, gik ud på vejen med en skål tun. Én kat stoppede. Så én til.
Og snart — hele kolonnen.
Byen begyndte at sætte madskåle langs fortovene, så kattene fulgte efter dem i stedet for ud på vejen. Frivillige kom med transportkasser, dyrlæger undersøgte dyrene.
Kaos blev langsomt til orden.
Et uventet slutpunkt
Kvinden fra lageret sagde stille:
— Nu er de jeres. I ville stoppe dem. Nu må I prøve at elske dem.
Borgmesteren erklærede operation “Miau-evakuering: et hjem til hver kat.”
Ved ugens udgang:
143 katte havde fået nye hjem.
27 blev på internatet.
Men én — en rød kat med hvid brystplet — kom hver dag tilbage til lagerets dør.
Han satte sig ned. Og ventede.
Hvem han ventede på — det vidste ingen.
