Sommeren var hed, havet stille som i søvn. Folk på stranden døsede i solen, børn løb omkring med baderinge — og en dreng, Luca (navnet kan ændres), svømmede lidt længere ud end de andre, dér hvor bugten begyndte. Han kom ofte der alene for at dykke med maske og se på fiskene.
Den dag virkede alt som altid: sol, salt vind, glimtende vand. Luca var omkring hundrede meter fra kysten og lå på ryggen for at hvile. Bølgerne vuggede let. Han var netop ved at svømme tilbage, da han mærkede noget — som et slag mod benet.
Han vendte sig brat — og så en finne. Hjertet styrtdykkede. En haj! var den første tanke.
Men sekunder senere så han — det var en delfin. Stor, grå, med kloge øjne. Luca åndede lettet op og smilede.
– Hej, smukke… — hviskede han.
Delfinen kom tættere på, svømmede i en cirkel og stødte blidt til ham med næsen. Luca troede, den legede. Men så begyndte den at opføre sig mærkeligt — skubbede ham væk, ikke mod kysten, men ud mod åbent vand.
– Hey! Hvad laver du?! — råbte drengen og prøvede at vende om.
Delfinen spærrede vejen. Luca forsøgte at svømme udenom, men dyret stillede sig tværs over ham igen og slog med halen, så vandet sprøjtede ham i ansigtet.
Panikken voksede. Han svømmede, men delfinen stoppede ham. Til sidst gav han op, lå stille i vandet og stirrede på den. Den kredsede rundt, udsendte korte kliklyde, som om den prøvede at sige noget.
Og så — et skrig.
Langt væk, svagt, men menneskeligt. Et barns stemme.
Han drejede hovedet og så noget rødt i bølgerne — en oppustelig badering, der drev på siden. Og to små arme, der kæmpede i vandet.
– Gud… der er et barn! — gispede han.
Delfinen syntes at forstå. Den skød frem — Luca efter. Han svømmede alt, hvad han kunne, vandet blev tungt, armene brændte af træthed.
Da han nåede frem, så han en lille pige på omkring fem år. Ringen var vendt rundt, og hun sank. Luca greb hendes hånd i sidste sekund. Hun var slap, bleg. Han vendte hende på ryggen — og mærkede noget skubbe dem nedefra.
Delfinen.
Den støttede dem, holdt dem flydende. Luca svømmede med én arm, mens han holdt pigen tæt ind til sig. Bølgerne slog mod hans ansigt, men delfinen blev ved hans side, hele vejen.
På lavt vand kom mænd løbende ud fra stranden og trak dem op. Pigen hostede — så kom gråden. Moderen faldt på knæ, hulket brød ud.
Og delfinen… blev stående.
Et øjeblik, tæt ved bredden, så på dem. Luca rejste sig, gik nærmere. Delfinen slog stille med halen — som en farvelhilsen — og forsvandt i dybet.
– Den førte dig hen til hende, sagde en kvinde. – Den vidste det.
Senere konstaterede redningsfolkene, at strømmen den dag havde dannet en stærk hvirvel midt i bugten. Pigen var blevet trukket ud på få minutter. Ingen havde set det. Ingen — undtagen delfinen.
Siden den dag kom Luca hver morgen til samme sted. Nogle gange dykkede han og hørte nedefra blide kliklyde — som om nogen talte til ham fra dybet.
Og hver gang, når han gik op på stranden, vendte han sig om.
For en morgen, mens stranden endnu sov, så han den velkendte finne igen.
Og ved siden af den… en lille delfinunge.
