Sne havde faldet i tre dage i træk. Vinden skar i ansigtet som en kniv. Luka og hans gravide kone Emma var på vej hjem fra byen ad en landevej, da bilen gik i stå. Der var omkring ti kilometer til den nærmeste landsby. Ingen mobildækning, næsten ingen benzin tilbage – og udenfor rasede en ægte snestorm.
Emma sukkede og lagde hånden på maven.
— Luka… jeg tror, det begynder.
Han så på hende – og blev bleg. Vinden tog til, natten blev mørkere, sneen dækkede hjulene. Han forsøgte at starte motoren igen – forgæves. Kun en hosten fra motoren, derefter stilhed.
— Vi kan ikke blive her. – Luka åbnede døren, kulden slog ham i ansigtet. – Vi må gå. Der var engang en gammel skovhytte derovre, kan du huske den?
Emma havde svært ved at bevæge sig. Hendes skridt sank dybt ned i sneen, vinden peb i ørerne. Efter tyve minutters gang kunne hun næsten ikke mærke sine ben.
— Luka, jeg kan ikke mere…
Han støttede hende under armene.
— Hold ud. Bare lidt endnu.
De gik i blinde, indtil de gennem snefoget fik øje på en mørk skygge – en forladt hytte. Døren sad fast, Luka stødte til med skulderen, en bræt brast, og de kom ind.
Inde var det iskoldt, men vindstille. Luka tændte hurtigt et bål, fandt en gammel frakke og lagde den på gulvet. Emma trak vejret tungt, holdt sig om maven.
— Luka… han kommer…
Han var fortvivlet, men handlede instinktivt. Lagde sin jakke under hendes hoved, smeltede sne over ilden, ledte efter hvad som helst, der kunne hjælpe. Udenfor hylede vinden – og pludselig, midt i stormens tuden, lød et andet lyd. Dyb. Hæs. Vild.
Et ulvehyl.
Luka stivnede. Så – skridt udenfor væggen. Tunge, langsomme. Han greb et jernstykke fra ildstedet og stillede sig foran døren.
— Ikke nu… ikke nu, for Guds skyld…
Brædderne knagede. I døråbningen stod en kæmpe grå skygge. En ulv. Øjnene – gule, vågne. Den knurrede ikke. Den så bare.
Emma skreg af smerte. Luka trådte et skridt frem. Ulven bevægede sig ikke. Den sænkede blot hovedet stille.
Minutterne føltes som timer.
Skrig. Hvisken. Gråd. Og så – en anden lyd. Lys, kort, levende.
Et spædbarns gråd.
Luka løftede barnet, svøbte det i sin jakke. Emma smilede svagt, udmattet, og hviskede:
— Han lever…
Og da så Luka – ulven stod stadig ved døren. Ubevægelig. Vogtende.
Han tog et skridt nærmere, dyret rykkede lidt tilbage, men løb ikke. Det lagde sig foran indgangen, med halen viklet om poterne.
Sådan tilbragte de natten – familien indenfor, ulven udenfor. Vinden hylede, men ingen lyd nærmede sig hytten. Som om dyret beskyttede dem.
Da morgenen kom, stilnede stormen af. Luka gik udenfor. Ulvens spor førte ind i skoven. Ved siden af lå et gammelt ben – som en gave.
Et par timer senere blev de fundet af redningsfolk. Da Luka fortalte, at en ulv havde holdt vagt hele natten, troede ingen ham.
Men en af redderne sagde:
— Mærkeligt… omkring hytten er sneen uberørt. Ikke et eneste dyrespor – kun en rund sti, som om den havde gået rundt hele natten for at beskytte dem.
Siden den dag vender Luka hvert år tilbage til hytten på deres søns fødselsdag. Han lægger et stykke kød ved døren. Og hver gang, ved daggry, er sneen der omkring optrådt af friske spor.
Han så aldrig ulven igen.
Men han vidste – den, der kom den nat, kom ikke ved et tilfælde.
