En grå novemberaften havde lagt sig over landevejen nær den lille by Elsdorf i Tyskland. Finregnen blandede sig med tågen, og lysene fra forbipasserende biler flimrede i den fugtige luft. Folk skyndte sig hjem uden at standse et sekund længere end nødvendigt. Ingen ville have lagt mærke til manden i den slidte jakke og de mudrede sko – hvis ikke det var for det øredøvende brag af metal mod metal.
En gammel blå Volkswagen Passat gled ud i den våde kurve, kom over i den modsatte vejbane, rullede rundt og ramte et træ. Bilen blev liggende knust i grøften. Damp steg op fra det ødelagte vindue, og et svagt råb lød i mørket.
Den første, der løb hen til ulykkesstedet, var en mand i laset tøj. Han hed Luca Weiss. Håret pjusket, jakken revet itu, jeansene dækket af olie og snavs – han lignede mere en hjemløs end en redningsmand. Men det var han, der kastede sig mod bilen, rev sikkerhedsselen løs og prøvede at nå føreren.
— Hold ud! Kan du høre mig?! — råbte han, mens han bankede på ruden.
Bag rattet sad en ung mand – Philipp Dorner, ansigtet blodigt, øjnene halvt lukkede. Luka forsøgte at åbne døren, men den sad fast. Han greb en sten og begyndte at slå på glasset. Hænderne blev flænsede, men han fortsatte. Til sidst gav ruden efter. Forsigtigt trak han Philipp ud og lagde ham på den våde jord.
Biler kørte forbi. Nogle dyttede, andre filmede med mobilen – men ingen standsede. Først efter et par minutter kom en politibil, sirenerne skar gennem tågen.
— Væk fra kroppen! — råbte en af betjentene, inspektør Karl Hofmann, da han så manden på knæ ved den sårede.
— Han lever! Hjælp ham! — råbte Luka fortvivlet.
Politiet løb hen, men da de så den snavsede mand holde den blodige fører, udvekslede de blikke.
— Har han overfaldet ham? Eller prøvet at røve ham? — hviskede betjent Erika Müller.
De vred Lukas arme bag ryggen og satte håndjern på ham. Luka råbte, at han kun havde prøvet at hjælpe, men ingen lyttede. Philipp blev kørt væk i ambulancen – stadig i live.
Mens Luka blev sat ind i patruljebilen, ankom flere hold redningsfolk. Brandmænd tjekkede bilen, ambulancereddere satte drop. Inspektør Hofmann gik rundt og lagde mærke til en gammel lærredstaske ved bilen. Han åbnede den – og frøs.
Indeni lå:
medicinske handsker, bandager, en flaske desinfektionsmiddel, et dokument fra klinikken i Jena, og… et lægediplom i navnet Dr. Luca Weiss, kirurg.
— Hvad i alverden…? — mumlede Hofmann stille.
Han gik hen til Luka, tog håndjernene af og så rigtigt på ham for første gang. På hænderne – gamle ar efter skalpel. Om halsen – et svagt mærke efter et fjernet ID-kort.
— De er… læge? — spurgte Karl lavt.
Luka nikkede.
— Men hvorfor… ser De sådan ud?
Han tav længe, før han sagde stille:
— Jeg var kirurg på et hospital i Bonn. For et år siden døde min kone, Sofia, i en bilulykke. Jeg kom for sent til operationsstuen – og jeg har aldrig tilgivet mig selv. Jeg forlod klinikken, begyndte at vandre. Men jeg er stadig læge. Jeg kunne bare ikke gå forbi.
I det øjeblik kom Erika løbende tilbage, bleg i ansigtet:
— Inspektør… hospitalet har ringet. Den tilskadekomne… er vågnet. Og det første, han sagde, var: “Den mand reddede mit liv. Uden ham var jeg død.”
Karl Hofmann trak vejret dybt. Sirener fra endnu en ambulance lød i den fugtige nat. Vinden fik Lukas revnede jakke til at blafre.
— Dr. Weiss… vil De med os til hospitalet? Måske har de stadig brug for Deres hjælp.
Luka løftede blikket. For første gang i lang tid tændtes et glimt i hans øjne. Han svarede stille:
— Ja.
Og ingen anede endnu, at en anden sandhed snart ville komme frem – mere overraskende end alt, hvad der var sket den nat på vejen…
