En tidlig morgen lå stille over den gamle gade i den lille østrigske by Braunau am Inn. Tågen steg op fra floden, og de våde brosten glimtede efter nattens regn. Markedshandlerne var i gang med at stille deres boder op, åbne parasoller og lægge æbler, ost og frisk bagværk frem.
Og midt iblandt dem – som altid – sad hun. Greta Lange, 78 år gammel. Lille, foroverbøjet, med et gråt uldtørklæde om skuldrene. Hun satte sin gamle klapbord op og lagde sin sædvanlige kurv frem – fyldt med frugter. Men ikke almindelige æbler eller pærer – nej, mærkelige, aldrig før sete frugter: mørklilla, figenlignende, med gyldent frugtkød. Nogle var grønne og riflede, som noget fra et eventyr. Ingen andre havde sådanne frugter.
Hun solgte dem for næsten ingenting – en euro stykket, selvom alle vidste, at hvis de virkelig var eksotiske, burde de koste mange gange mere.
— “Fru Greta, hvor får du de frugter fra?” spurgte nabokonen, bageren Anna Krause.
Den gamle kvinde smilede blot:
— “Fra mit barnebarn. Han bringer dem til mig.”
Alle troede, at barnebarnet arbejdede i udlandet – måske i Italien eller Grækenland. Ingen anede, hvad der gemte sig bag historien.
En morgen kørte en sort bil med politiets våbenskjold op foran markedet. Ud steg inspektør Jonas Klein og betjent Marta Vogel. De gik direkte hen til Gretas bord.
— “Fru Lange, vi har brug for at stille Dem et par spørgsmål. Sælger De frugter uden tilladelse?”
— “Jeg vil bare gerne have, at børn spiser noget godt og sundt…” svarede hun roligt.
Men Marta tog et foto op af tasken. På billedet – netop denne frugt. I rapporten stod:
“Fundet i residensen til Dr. Stefan Müller. Eksperimentelt drivhus. 14 prøver forsvundet. Sjælden hybrid fremstillet ved hjælp af genetisk teknologi. Høj giftighed ved forkert håndtering.”
Jonas så alvorligt på hende:
— “Forstår De, at disse frugter ikke må sælges frit? Hvor ligger drivhuset? Hvor er Deres barnebarn?”
Greta sænkede blikket. Hendes tynde hænder rystede.
— “Mit barnebarn… Leon… han bringer dem ikke. Han forsvandt for tre år siden.”
— “Forsvandt? Hvordan?”
— “Han arbejdede som assistent for Dr. Müller. En dag kom han aldrig hjem. Politiet sagde, at han sikkert bare var gået sin vej. Men jeg… jeg fandt hans dagbog. Der stod, hvor drivhuset lå. Jeg gik derhen. Og hver gang tog jeg nogle frugter med. Hvis folk smager dem, betyder det, at Leons arbejde ikke var forgæves…”
Politiet troede hende ikke først, men de kørte til adressen.
Bag skoven, på området af et gammelt gods, fandt de et halvt sammenstyrtet hus. Bagved – et skjult drivhus. En glaskuppel, dækket af mos og revner. Indenfor – dusinvis af mærkelige planter: blomster med gennemsigtige blade, træer med sort bark, og de samme mystiske frugter.
På et metalbord lå en muggen notesbog. På første side stod: “Leon Lange. Personlig dagbog.”
Den sidste indførsel var falmet, men stadig læselig:
“Hvis bedstemor finder ud af, at projektet lukker, mister hun alt. Hvis jeg forsvinder – lad i det mindste frugterne blive tilbage…”
Greta blev arresteret – anklaget for ulovlig indtrængen på privat ejendom, spredning af genetisk modificerede planter og potentiel fare for folkesundheden.
Folk på markedet hviskede. Nogle græd, andre filmede med deres telefoner.
Da hun blev ført ind i politibilen, sagde hun kun:
— “Jeg solgte ikke… jeg delte håb.”
Senere undersøgte eksperter frugterne.
Og så skete det uventede – en af professorerne, Dr. Lukas Werner, sagde:
— “Den, der skabte dette… var et geni. Sådanne prøver findes ingen andre steder i verden. Og den gamle kvinde er ingen forbryder – hun er den sidste, der kender vejen til det forsvundne laboratorium.”
Byen delte sig i to lejre – dem, der krævede hendes løsladelse… og dem, der frygtede, at disse frugter kunne forandre alt.
