En regnfuld morgen. Ved busstoppestedet stod folk tæt – nogle gemte sig under paraplyer, andre stod sammenkrøbne under deres hætter. Da bussen ankom, skyndte alle sig ind, skubbede og maste, som om livet afhang af det.
Til sidst kom en pige – tynd, bleg, med en krykke i hånden. Hun prøvede at undgå alles blikke og steg langsomt op på det første trin. Chaufføren, en ung mand i en hættetrøje, kastede et blik i spejlet og lo hånligt:
— “Lidt hurtigere, frøken, det her er ikke et sanatorium!”
Der blev stille i bussen. Nogen bagerst fniste nervøst.
Pigen trak vejret tungt, sænkede blikket og gik, støttende sig til rækværket, hen til en ledig plads. Hun satte sig uden at sige et ord.
Et par stoppesteder senere steg en ældre kvinde på. Da hun fik øje på pigen, smilede hun og sagde højt, så alle kunne høre det:
— “Herregud, min pige, du kom alligevel… Jeg troede ikke, du kunne klare det på ét ben. Tak fordi du ikke gik forbi den dag.”
Chaufføren stivnede.
Kvinden gik tættere på og rettede sig op:
— “Det er hende, der trak mit barnebarn ud fra under bilen, da han faldt på fodgængerovergangen. Han ville ikke have været her i dag, hvis ikke det var for hende.”
Der blev helt stille i bussen. Selv motoren syntes at brumme lavere.
Pigen smilede genert, rettede på sit tørklæde og sagde stille:
— “Det var ingenting… jeg var bare tilfældigvis der.”
Chaufføren sænkede blikket. Han kiggede ikke mere i spejlet.
Da bussen stoppede, trådte han ud af førerkabinen, gik hen til hende og sagde blot ét ord:
— “Undskyld.”
Pigen nikkede uden at svare og gik mod døren – stadig støttende sig på sin krykke, men med en værdighed, som mange kunne lære noget af.
