Det var et velgørenhedsbal en vinteraften — balsalen i en gammel herregård, krystallysekroner, duften af hvide liljer og den bløde raslen af kjoler mod marmorgulvet. Jeg gik ved siden af min mand, holdt ham under armen og kunne mærke, at han ikke engang så på mig. Alt i mig sagde: der er noget galt.
— Jeg kommer om et øjeblik, sagde han, da han fik øje på nogen i menneskemængden, og forsvandt blandt gæsterne.
Jeg stod alene. Musikken spillede stille, som om den forsøgte at skjule sandheden. Og pludselig blev mit blik fanget midt på dansegulvet.
Han.
Min mand.
Og… hun.
Høj, slank, i en sølvfarvet kjole. De dansede en langsom vals — alt for tæt. Hans hånd var på hendes talje, hans fingre gled langsomt hen over stoffet på hendes ryg. Og han smilede — det smil, som engang kun tilhørte mig.
Det blev iskoldt indeni mig. Fingrene på min højre hånd rakte automatisk mod vielsesringen.
Men jeg gik ikke hen. Jeg lavede ingen scene. Jeg stod bare og så på — som om det var en fremmeds liv.
Da musikken døde ud, lænede han sig ind mod hende og hviskede noget i hendes øre. Hun lo. Og han… han lagde ikke engang mærke til, at jeg stod få skridt væk.
Jeg trak vejret ind.
Tog et skridt frem.
Først da vendte han sig, så mig — og frøs. Men jeg sagde ingenting. Roligt, uden skrig, uden tårer. Jeg tog ringen af.
Den stille metalliske lyd mod marmorgulvet lød højere end hele orkestret.
Nogen gispede. Nogen vendte sig væk.
Og han… stod bare der. Uden at sige et ord.
Jeg vendte mig, løftede kjolens kant og gik mod udgangen. Uden at se mig tilbage.
Udenfor duftede der af sne og nattefrisk luft. Kulden ramte min hud — men indeni føltes en mærkelig lethed. Som om jeg for første gang i lang tid kunne trække vejret helt frit.
Bag mig lød skridt.
— Vent! — hans stemme. — Jeg kan forklare!
Jeg vendte mig om. Roligt.
— Det behøver du ikke længere, sagde jeg. — Du har allerede forklaret alt — uden ord.
Og jeg gik.
Næste dag talte hele byen om ballet. Men det rørte mig ikke længere. Foran mig ventede stilheden, en tom lejlighed og et nyt liv — uden løgne, uden forventninger, men med den ægte følelse af frihed.
Og ringen… den blev liggende. På den kolde marmor i den sal.
