Morgenen var helt almindelig. Grå himmel, let tåge, duften af friskbagt brød fra bageriet på hjørnet. Marina bar et net med dagligvarer, skyndte sig hjem – sønnen skulle snart i skole, og hendes mand var allerede taget af sted på arbejde. Alt var som det plejede. Indtil hun kom hen til jernbaneoverskæringen.
Der, helt tæt ved skinnerne, stod en pige. Lille. Barfodet.
Hun havde kun en tynd kjole på, håret var uglet, armene presset ind mod brystet. Og hun stirrede – lige ud på skinnerne.
Marina stoppede brat, som om hun gik ind i en mur.
— Lille ven, hvad laver du her helt alene? råbte hun, mens en kuldegysning løb ned ad ryggen.
Pigen svarede ikke. Hun vendte bare hovedet en smule. Ingen tårer. Ingen frygt. Bare en mærkelig, stille tomhed i blikket.
I det fjerne kunne man allerede høre toget – måske fem minutter tilbage, før det ville komme. Marina lod poserne falde og løb.
— Skat, du må ikke! Gå væk fra sporene! råbte hun næsten.
Men pigen tog et skridt frem. Direkte mod skinnerne.
Marina greb fat i hende, løftede hende op og trak hende over bag afspærringen. Hendes hjerte bankede hårdt. Hun svøbte pigen i sit tørklæde.
— Hvor kommer du fra? Hvor er din mor?
— Mor… hviskede pigen. Der.
Og hun pegede mod et lille hus ved den gamle baneoverskæring. Et træhus, med afskallet maling og en knust rude.
Rystende førte Marina hende derhen. Døren stod på klem. Indenfor – kulde, en tom brændeovn, en gammel stol, børnetegninger på væggen.
Og stilhed.
— Hallo? Er der nogen? kaldte Marina forsigtigt.
Ingen svarede. Kun et vindpust fik gardinet til at blafre. På gulvet lå en kvindejakke og en mobiltelefon med knust skærm. Pigen gik hen, satte sig ved siden af – som om hun godt vidste.
— Hun gik ud i nat, sagde hun stille. Hun sagde, hun snart kommer tilbage.
En klump satte sig i Marinas hals. Tilsyneladende havde moren efterladt barnet alene natten over – uden varme, uden lys. Men hvorfor var pigen gået ud til jernbanen?
Så tog pigen en lille, krøllet seddel op af lommen. Med barnlig skrift stod der:
“Hvis jeg ikke kommer tilbage, så gå hen til skinnerne – der vil gode mennesker finde dig.”
Marina lagde hånden over munden. Hun vidste ikke, om det var moren eller barnet selv, der havde skrevet det. Men én ting vidste hun: denne pige kunne hun ikke lade være alene.
Senere, i ambulancen, holdt pigen hele tiden Marinas hånd.
— Er du så min mor nu? hviskede hun.
— Ja, skat, svarede Marina. Nu er jeg mor.
Da politiet fandt kvinden, var det allerede for sent. Hun var omkommet ikke langt fra banen, samme nat hun gik for at hente hjælp — sneen havde dækket vejen, og hun var frosset ihjel.
Og først da forstod man, hvorfor den lille pige stod der hele morgenen. Hun ventede. Hun troede, at hendes mor ville komme tilbage — og hun ville være den første til at møde hende.
Længe efter kunne Marina ikke køre forbi det sted. Hver gang toget fløjtede, syntes hun, at hun i tågen igen så den lille skikkelse – barfodet, skrøbelig, men uendeligt trofast.
