Hele natten rasede en storm over bakkerne. Vinden hylede, som om den ville rive tagene af, regn hamrede mod vinduerne, og lyn oplyste himlen med en sådan glans, at det gamle bondehus rystede ved hvert tordenskrald.
Lukas Schneider, en landmand med tyve års erfaring, var vågen – stormen var for kraftig til en god nats søvn. Men da et langt, smertefuldt brøl lød fra laden, greb Lukas en petroleumslampe og løb ind på gården.
Mudder klumpede under hans støvler, vinden forsøgte at slå ham omkuld. Han svingede den tunge ladeport op. Indenfor, liggende på halmen, lå hans bedste ko, Bella. Hun trak vejret tungt, hendes øjne skinnede af smerte og frygt – hun var ved at føde.
“Hold ud, pige… Jeg er med dig,” hviskede Lucas og smøgede ærmerne op, ligesom hans far engang gjorde.
Han arbejdede selvsikkert, med øvede bevægelser. Men jo længere han gik, jo koldere blev luften. Lampen blafrede. En træk fløjtede, som om nogen usynlig bevægede sig mellem båsene.
Og så … øjeblikket.
Lucas trak blidt i forbenene, men da den nyfødte skabning kom frem, frøs den til.
Det var ikke en kalv.
Kroppen – slimet, rystende, varm … men …
Benene – for lange og tynde.
Der var ingen pels – huden var næsten gennemskinnelig.
Ørerne – spidse, som en los’s.
Øjnene – lukkede sig, men noget bevægede sig under øjenlågene, som om det allerede … så.
“Åh, Gud almægtige …” hviskede Lucas og trådte tilbage.
Bella stønnede pludselig sagte – ikke af frygt. Men som om … tiggede. Gå ikke.
Væsenet talte. Det var ikke et brøl eller et skrig – en lyd Lucas aldrig havde hørt før.
I det øjeblik slog tordenen ned så højt, at laden rystede. Vinden blæste dørene vidt op.
Og væsenet åbnede øjnene.
Rav. Dyb. Ikke helt menneskelig … men heller ikke dyrisk.
Lucas frøs til. Lampen dirrede i hans hænder.
Og på sugerøret løftede en lille væsen knap nok sit hoved … og rakte en lille, næsten menneskelig hånd ud mod ham.
Han stod mellem frygt og pligt.
Foran ham var noget fremmed … men levende.
Og han traf et valg.
