I går morges, omkring klokken syv, gik jeg ud i haven – som jeg plejer: for at vande roserne, samle nedfaldne æbler og trække vejret i den kølige luft. Alt var stille, indtil jeg ved stenstien fik øje på noget langt, tyndt og grågrønt. Det lå i græsset som et gammelt reb. Jeg nåede endda at tage et skridt frem for at samle det op, men så slog en tanke ned i mig:
— Hvad nu hvis det er en slange?
Jeg stivnede. Et par sekunders stilhed. Og pludselig sitrede det der “reb”… og løftede hovedet.
Det var en slange. Lang, mørk, med skinnende hud og et mærkeligt opmærksomt blik. Den angreb ikke. Den… betragtede mig. Som om den vurderede mig.
Jeg tog et skridt tilbage. Hjertet hamrede. Men i stedet for at glide væk, begyndte slangen langsomt… at bevæge sig i min retning.
Jeg var lige ved at skrige, men nåede det ikke – den gled stille forbi mig. Som om jeg var luft. Den fortsatte mod verandaen… der, hvor min kat Marsik lå sammenrullet i solen.
Katten sprang op, krummede ryggen og stillede sig mellem mig og slangen. Han hvæsede, pelsen stod ud, halen var som en børste. Slangen løftede hovedet endnu højere… og de stirrede på hinanden i næsten et minut.
Så… vendte den sig om. Roligt gled den væk, ind i det høje græs, hen mod det gamle æbletræ.
Jeg trykkede katten ind til mig, mine hænder rystede. Senere gik min mand haven rundt med en lygte – ingenting. Kun nedtrådt græs.
Men siden da har jeg haft følelsen af, at nogen stadig holder øje med os fra skyggen under æbletræet.
Og katten – han går nu foran mig hver morgen. Og haven føles ikke længere helt så tryg som før.
