Den nordlige landsby Lindvard lå dér, hvor skoven gled over i en endeløs, tilfrossen sø. Om vinteren stod alting stille — vinden hylede over den snedækkede slette, tage var dækket af is, og i husenes vinduer glødede det gule lys fra brændeovnene. Folk gik tidligt i seng og gik sjældent udenfor efter solnedgang — der var for meget mærkeligt, der strejfede omkring i de skove.
Men den januarmorgen, hvor kulden frøs luften så hårdt, at åndedrættet virkede som glas, tog jægeren Erik Holm sit gevær, en sæk og drog mod skoven. Han ville tjekke sine fælder ved den gamle bæk, der løb ud i søen. Vinden var stilnet, og sneen glimtede under det blege sollys.
Han fulgte den velkendte sti — indtil han så noget underligt.
På den hvide flade af isen, tættere på midten, var sneen trampet i en lige linje. Og dér — tydelige, dybe aftryk af bare menneskefødder. Små, som om de tilhørte en kvinde. De kom fra skoven… og gik ud på isen.
Erik standsede, forbløffet.
— Hvem… går barfodet… i sådan en frost?
Han tænkte, at nogen måtte have brug for hjælp. Men da han kom nærmere, stivnede han: mellem fodsporene var der ingen spor af sko, slæde eller dyr. Kun nøgne fodsåler, aftrykt så tydeligt, at man kunne se hver tå, hver lille sprække i huden.
Han fulgte dem. Det var stille — kun sneen knasede under støvlerne. Men det værste ventede forude.
Sporene sluttede ikke ved bredden.
De drejede ikke.
De forsvandt ikke.
De fortsatte — lige ud under isen.
Der, hvor det sidste skridt var sat, var isen mere gennemsigtig end omkring. Under den skimtedes sort vand. Overfladen derinde virkede som om den trak vejret. Erik knælede og lod hånden glide hen over isen.
Kulde. En tynd knagen.
Og så — så han det.
Under isen, lige ved hans hånd… lå en hånd. Bleg. Frosset fast. Fingrene presset mod isens underside — som om nogen nedenunder havde forsøgt at komme ud.
Erik væltede bagud, hjertet hamrede op i halsen. Han rejste sig — og løb mod landsbyen.
Om aftenen vendte oldermanden, præsten, nogle mænd og Erik tilbage til søen. Men sporene var væk — som om vinden havde slettet dem. Og under isen — intet lig, ingen hånd.
Alle sagde: indbildning. Frost, træthed, lysets bedrag.
Alle — undtagen gamle Ingrid, som boede ved skovkanten.
Hun sagde:
— Det er ikke nogen ny historie. Hver vinter går nogen ud på isen… barfodet. Og under isen — dér er det ikke bare vand. Dér lytter nogen.
— Hvem? spurgte Erik.
Den gamle kvinde svarede ikke. Hun så blot ud over søen med en sorgfuld mine, som om hun vidste, hvem der kalder mennesker derud.
Næste nat sov Erik ikke. Tankerne brændte som frost i hans bryst. Han tog en lanterne, en pelshud — og gik igen til søen.
Sneens knasen var dæmpet. Månen kastede et mælkefarvet lys over isfladen.
Og pludselig…
Så han dem igen.
Sporene.
De samme bare fodspor. Friske. Som om nogen lige havde passeret.
Men denne gang… gik de op fra isen — og ind mod land.
