Anna boede i et lille træhus i udkanten af landsbyen. Sommeren var uudholdeligt varm — luften stod stille, græsset var blevet gult, og sværme af insekter kredsede konstant over husene. Men en dag gik fluerne helt amok. Der var så mange, at Anna vågnede ved deres summen, og på vinduerne sad der dusinvis, hvis ikke hundreder, af de ulækre væsner.
Hun prøvede alt: satte gaze for vinduerne, vaskede gulvene med eddike, købte fluefangere og tændte en elektrisk insektdræber. Men fluerne virkede, som om de bare grinede ad hendes forsøg. De var overalt — på maden, på væggene, og endda i hendes te.
— Sådan kan man ikke leve, — hviskede hun en morgen, da hun opdagede, at fluerne ikke kun havde overtaget køkkenet, men også soveværelset.
Rådet, der ændrede alt
Om aftenen, desperat, skrev Anna i landsbyens chat:
“Folk, hjælp mig. Fluerne har overtaget huset. Fluepapir virker ikke. Hvad gør jeg?”
Efter få minutter svarede den ældre nabo Marta:
“Sæt min morfars fælde. Det tager 5 minutter. I morgen er der ikke én flue tilbage.”
Anna fnøs skeptisk, men Marta fortsatte:
– Tag en plastikflaske.
– Skær toppen af og vend den om som en tragt.
– Hæld sukker i bunden, tilsæt lidt gær og varmt vand… eller prøv eddike, sukker og honning.
– Stil den natten over. Bare bliv ikke forskrækket over, hvad du ser om morgenen.
Anna sukkede. “Værre kan det ikke blive,” tænkte hun — og prøvede.
Natten med stilhed eller kaos?
Fælden stod på køkkenbordet. Inde i flasken boblede sukker-gær-blandingen stille. Duften var sød, let syrlig — præcis den slags, som fluer elsker.
Anna kunne næsten ikke sove — vinden ruskede i skodderne, og bag væggen hørte hun stadig det modbydelige summen. Ved daggry vågnede hun — og det første, hun hørte… var stilhed.
Intet summen. Ingenting.
Det, hun så, fik hende til at træde et skridt tilbage
Anna gik forsigtigt ind i køkkenet. Først troede hun, hun tog fejl. Men nej.
Ingen fluer på bordet.
Ingen på vinduet.
Ingen på lampen, hvor de ellers plejede at sidde i klumper.
Hun gik hen til flasken — og stivnede.
Inde i den, på væggene og i den søde væske, lå snesevis, måske hundreder af fluer. Levende, døde, kravlende — men alle fanget. Ingen fløj mere rundt i huset. Ikke én eneste.
Anna fik gåsehud.
— Det… virkede? — hviskede hun.
Næste morgen spurgte naboerne kun om én ting
Anna bar flasken udenfor for at smide den ud. Men Marta lo bare:
— Smid den ikke ud. Lav en ny. Du får brug for den igen.
— Hvorfor? — spurgte Anna overrasket.
— Fordi fluer kun er begyndelsen. De samler sig altid der, hvor noget værre snart dukker op…
Anna så spørgende på hende. Men Marta smilede bare hemmelighedsfuldt.
Fra den dag kom der ingen fluer tilbage. Men en uge senere vågnede Anna midt om natten af en mærkelig raslen under verandaen… og hun vidste, at Marta havde haft ret.
