Den dag slentrede den otteårige Artyom bare langs skovbrynet.
Han elskede at samle kogler, kigge på insekter og bringe sine “fund” hjem – måske en interessant formet sten, måske en sværdlignende pind. Men denne gang var alt anderledes.
Under en busk, hvor svampe normalt voksede, fik han øje på en skildpadde. Lille, med en glat skal dækket af et mærkeligt mønster, sad den roligt blandt mosset.
Artyom samlede den forsigtigt op og bar den hjem og besluttede sig for at vise den til sine forældre.
“Se, mor! Den er ægte!” udbrød han glædeligt og placerede skildpadden på græsset i haven.
Men så snart Artyom vendte sig væk, gled dyret hen over jorden med lynets hast. Skildpadden bevægede sig ikke langsomt, som i tegnefilm, men så hurtigt, at Barsik, hunden der stod i nærheden, ikke havde tid til at reagere.
Han gøede blot og trådte tilbage, mens han så overrasket på den nye “gæst”.
Drengen ringede til sine forældre, men da de kom ud, var skildpadden allerede forsvundet bag hegnet.
Den blev først fundet et par timer senere – ved en dam, snesevis af meter fra huset.
Zoologer, der så billedet, var forbløffede:
“Dette er en sjælden art af damskildpadde med kraftige bagbensmuskler. De kan virkelig bevæge sig hurtigere end almindelige arter, især hvis de fornemmer fare.”
Men Artyom er sikker på, at det ikke bare er fart.
Han siger, at skildpadden vendte hovedet og så ham lige i øjnene, som om han forstod, at han ikke ville holde den tilbage.
Nu går drengen ofte hen til dammen. Og hver gang ser han det velkendte, skinnende skal titte frem under vandet – som en hilsen fra en gammel ven.
