Dagen begyndte som alle andre. Klara skyndte sig ned ad hospitalets gang med en bunke medicinske dokumenter i hænderne. Tredje vagt i træk, træthed, lugten af desinfektionsmiddel og kaffe fra automaten – alt flød sammen til én endeløs rutine. Det sidste rum på hendes runde tilhørte en ny patient, som var blevet indlagt om natten efter en ulykke. En mand i 40’erne eller 50’erne, armene forbundet, svækket – men ved bevidsthed.
Han virkede rolig, næsten ligeglad. Blikket – direkte, men udmattet, som om han allerede havde oplevet alt. Da Klara kom ind, nikkede han stille.
– Godmorgen, Mr. Hale, sagde hun og trak papirerne frem. – Du skal skrive under på overflytningen til en anden afdeling.
Han nikkede og tog pennen med besvær. Fingrene rystede. Uden at tøve skubbede Klara det lille bord tættere på og hjalp ham med at holde arket. Han skrev sin underskrift, sukkede tungt og sagde stille tak.
– De er ikke herfra, vel? spurgte hun for at holde samtalen i gang.
– Nej… jeg kom bare forbi, svarede han med et svagt smil. – Nogle gange fører vejen ikke dérhen, hvor man havde planlagt.
Ordene ramte hende. Noget ved hans stemme lød bekendt, men Klara tænkte ikke mere over det. Hun fortsatte sit arbejde – blodtryk, kateter, forbindinger. Alt på listen.
Da hun trådte ud af stuen, kaldte en kollega på hende:
– Ved du, hvem det er?
– Patienten fra i nat. Hvorfor?
– Det er jo ham, der for et halvt år siden samlede hele byen for at genopbygge børnehjemmet. Arkitekten, der tegnede det – men selv kom ud for en ulykke på vej til åbningen.
Klara stivnede. Hun huskede historien – hendes lillesøster havde vokset op på netop det børnehjem. Hele byen havde talt om ham: manden, der byggede et hjem til forældreløse børn for sine egne penge, uden støtte fra nogen.
Hun gik tilbage i stuen. Manden sov allerede. På bordet ved siden af sengen lå pennen – den, han havde skrevet under med. Klara tog den forsigtigt op og så en lille indgravering:
„For dem, der stadig tror på godhed.“
