Når jeg tænker tilbage på den dag, ryster mine hænder stadig. Min søn og jeg var på vej for at besøge min søster, der bor på 14. etage i en nyopført boligblok. En helt almindelig aften — en pose med dagligvarer, vagten ved indgangen, lugten af frisk maling i opgangen. Intet tydede på, at noget skulle gå galt.
Santiago, min syvårige søn, plejer at være rolig, næsten unaturligt alvorlig for sin alder. Men foran elevatoren stoppede han pludselig.
— “Mor… lad os tage trapperne i stedet,” hviskede han.
— “Santi, er du træt? 14 etager?” smilede jeg.
Men han smilede ikke. Han holdt bare hårdt fast i min hånd og rystede på hovedet.
Elevatoren kom. Dørene åbnede.
Indeni — helt normalt: knapperne lyste, lampen fungerede.
Men min søn trådte et skridt tilbage og hviskede:
— “Mor, vær sød… gå ikke ind. Ikke nu.”
Jeg sukkede og besluttede ikke at diskutere. Måske var han bange for lukkede rum? Eller havde han set en uhyggelig video? Fint.
Vi gik mod trappen. I elevatoren gik i stedet andre ind: en mand med blomster, en kvinde med barnevogn og et ældre ægtepar.
Jeg sagde bare:
— “Kom nu, Santi, du gør mig træt…”
Og et minut senere lød det.
En lyd, jeg aldrig vil glemme. Metallisk buldren, skrig, skærende jern.
Og så… stilhed. En frygtelig, rungende stilhed.
Folk styrtede ud på etagerne, og nogen råbte:
— “Elevatoren er styrtet ned!”
Senere fik vi at vide: hovedkablet var sprunget. Nødsystemet slog til, men kabinen ramte alligevel teknik-etagen. Ingen døde — som ved et mirakel. Men der var alvorlige skader.
Jeg stod og holdt om min søn. Han græd ikke. Han sagde bare stille:
— “Mor… det var farligt derinde. Jeg kunne mærke det.”
Brandmænd, læger, politi — det hele flød sammen.
Da det hele var ovre, kom manden med blomsterne hen til mig — forbundet over det hele. Han spurgte:
— “Hvorfor tog I ikke elevatoren?”
Jeg så på min søn.
— “Det var ham… han ville ikke.”
Manden så på drengen, så på mig. Og sagde:
— “Pas godt på ham. Sådanne børn… hører mere stille, men ser længere end os andre.”
Om aftenen sov Santiago hos mig. Jeg strøg ham over håret og hviskede:
— “Santi… hvorfor gik du ikke ind?”
Han tænkte lidt og sagde:
— “Jeg ved det ikke. Mit hjerte sagde bare ‘nej’.”
Siden den dag — hvis Santiago siger “lad være” — så lytter jeg. Selv hvis alle andre siger, at det er dumt.
For nogle gange taler Gud ikke gennem torden eller tegn… men gennem et barns stille stemme.
