Det skete sidste sommer. Mine venner — Artyom, Pasha og Dima — og jeg tog til en sø i landsbyen, hvor min mormor har et lille hus. Der er stille, skoven ligger lige ved siden af, og vandet er klart. Vi ville bare fiske og slappe af.
Om morgenen var det varmt. Vi satte fiskestængerne ud, men fisken bed ikke. Ikke et eneste nap på to timer. Alle begyndte at kede sig.
— Åh, skidt med fiskeriet, sagde Pasha og trak en stor, kold vandmelon frem.
Vi skar den over og spiste den der på bredden. Kun de tykke skaller var tilbage.
Så foreslog Dima:
— Skal vi ikke lave et net af skallerne? Bare for sjov!
Vi grinede, men bandt alligevel skallerne sammen med fiskeline. Det blev til et mærkeligt grønt “net”.
Vi gik ud i vand til knæene, spændte det ud mellem os og trak det langs bredden. Ingen forventede, at det ville virke.
Men pludselig — et plask! Vandet begyndte at boble, og da vi løftede nettet, lå der en stor fisk i det. Den sprællede, men Pasha lagde sin kasket over den og holdt fast.
— Vi fangede den!!! — råbte vi.
Om aftenen stegte mormor fisken over bålet. Vi sad der, spiste og grinede. Det var som det bedste sommerminde.
Men… så skete der noget mærkeligt.
Da vi var ved at gå, sagde mormor pludselig:
— Lad være med at efterlade jeres vandmelon-net her…
— Hvorfor? — spurgte Artyom forundret.
Hun tav et øjeblik og sagde stille:
— I den her sø fanger man kun én gang. Derefter… tager den tilbage.
Vi så på hinanden.
— Mormor, du laver sjov, ikke?
— Grin bare. Men spørg de gamle i landsbyen, hvor fiskeren Semjon blev af. Han fangede også engang en fisk på en usædvanlig måde… og siden da har søen ikke tilgivet ham.
Hun slukkede bålet, rejste sig og sagde:
— Nå. Gå i seng. Og nettet… brænd det hellere.
Siden da spiser vi stadig vandmelon — men vi binder aldrig mere skallerne sammen.
