Da Marta og jeg flyttede ind i vores nye hus i en stille forstad til Valencia, føltes det som begyndelsen på en drøm. Et rummeligt hus, appelsintræer i haven og vigtigst af alt — vores egen swimmingpool. Blå, ren, med liggestole og skygge fra en palme.
Vi forestillede os dovne weekender med et glas sangria og lyden af vand, der slog mod poolkanten. De første par uger var alt perfekt. Vi nød stilheden, fuglene om morgenen og hvordan vandet spejlede himlen.
Men en lørdag morgen, da jeg som sædvanligt gik ud for at tjekke poolen før jeg ville hoppe i, så jeg noget mærkeligt: rester af skum drev på vandoverfladen. Først troede jeg, at Marta havde brugt et nyt rengøringsmiddel til fliserne, og at det ved et uheld var kommet i vandet.
— Har du gjort poolen ren? spurgte jeg.
— Nej, jeg har bare fejet gården. Hvorfor?
Jeg trak på skuldrene. Måske bildte jeg mig det bare ind. Jeg gav skylden på støv og varme.
Men ugen efter skete det igen — skum. Mere denne gang. Og ikke bare almindeligt skum — det var parfumeret, med en let sød lugt, som en jordbær-brusegelé. Marta bemærkede det også.
— Er du sikker på, at det ikke er noget fra filtreringen? Måske skal vi tilkalde en specialist?
Vi tilkaldte Alejandro — den lokale poolmand. Han tjekkede klorniveau, filtreringssystem og rør. Alt var perfekt.
— Måske er der nogen, der bader med shampoo? grinede han.
Vi så på hinanden. Det var i hvert fald ikke os.
I den tredje uge var skummet allerede tykt, som om nogen havde hældt en hel flaske badeskum i poolen. Så besluttede jeg mig for at sætte et kamera op.
Jeg installerede et lille kamera med nattesyn, rettet mod poolen. Jeg optog i weekenden og glemte det til mandag morgen.
Da jeg gennemgik optagelserne, så jeg først ingenting. Men så, lørdag nat omkring klokken 02:47, dukkede to skikkelser op i billedet.
— Hvad i alverden… mumlede jeg.
Det var to teenagere — en dreng og en pige. Begge i badetøj og med en kæmpe flaske noget, der lignede badeskum. De kravlede ind via bagsiden af hegnet (hvor nettet, som jeg senere opdagede, var lidt løsnet), tændte stille poollyset… og begyndte at hælde skummet direkte i vandet.
Et par minutter senere kom tre mere. Én tog en højtaler frem, en anden lemonade og papkrus.
De holdt skumparty. I vores pool. Om natten. Mens vi sov.
Marta troede mig ikke — før hun så det selv.
— Det dér er jo… Emma! sagde hun.
— Hvem?
— Emma, Pauls og Lauras datter! Vores naboer!
Vi var i chok. Disse søde og stille naboer, der altid taler om sund livsstil og yoga. Og deres datter holder hemmelige fester i vores pool hver lørdag.
Vi ringede ikke til politiet. Det var trods alt ikke en forbrydelse. I stedet inviterede vi Paul og Laura over til et glas vin aftenen efter. Vi sad i haven, talte om vejret, appelsinhøsten… og så tændte jeg for optagelsen.
— For resten, en ret sjov video. Kan I genkende nogen?
Der blev stille. Laura blev helt bleg. Paul rødmede.
— Emma… Hun sagde, hun skulle sove hos en veninde!
— Tilsyneladende var “veninden” vores pool.
De undskyldte tusind gange. Emma kom selv, havde en æske kager med, undskyldte, lovede at betale for poolrensning og sagde, at hun “bare ville gøre sommeren lidt sjovere”.
Siden da har vi ikke haft flere skumparties. Vi har repareret hegnet. Kameraet er taget ned — selvom Marta nogle gange stadig tænder det, bare for en sikkerheds skyld.
Og Emma… hilser nu meget høfligt, når hun går forbi vores hus. Og virker en smule mindre “vild”.
Nogle gange siger vi for sjov til gæster:
— Vil I bade i poolen? Bare uden skum. Med skum har vi… vores egen historie.
