Jeg vidste, at min hest, Rain, var noget særligt. Vi voksede op sammen: jeg lærte at gå — han lærte at stå på benene. Men under graviditeten bemærkede jeg noget hos ham, som mindede om næsten menneskelig omsorg.
Hver morgen, når jeg kom til stalden, lagde Rain sit store, varme øre mod min mave og brummede stille, som om han lyttede. Nogle gange åndede han så roligt, at barnet i min mave begyndte at bevæge sig. Alle grinede:
— Han er vist allerede blevet barnepige!
Jeg smilede. Jeg gik oftere til ham end til lægen — ved hans side følte jeg mig tryg.
Men en dag ændrede alt sig.
Det var sidst i sjette måned. Jeg kom til stalden som altid — med et æble i hånden og en let træthed i kroppen. Rain hilste mig med et stille vrinsk, men pludselig… stivnede han. Næseborene udvidede sig. Ørerne lagde sig tilbage. Han begyndte nervøst at stampe i jorden med hoven.
— Hey dreng, hvad er der i vejen? — Jeg rakte hånden ud mod ham.
I det øjeblik stødte han pludseligt — kraftigt — til mig med brystet og skubbede mig til siden. Ikke med hoven, ikke med tænderne. Men så hårdt, at jeg faldt ned i halmen og mistede pusten.
Jeg skreg — mere af chok end af smerte.
Stalddrengen kom løbende, greb Rain i tøjlen:
— Er du vanvittig, bæst?! Hun er jo gravid!
Men han… han stampede bare mod gulvet og vrinskede, som om han kaldte på nogen.
Et øjeblik senere begyndte det at trække i min underliv. Veer? Nej. Men smerten — skarp, kold, ukendt. Jeg blev straks kørt på hospitalet.
Diagnosen ramte mig som et slag:
“Indre blødning. Begyndende moderkageafløsning. Lidt endnu — og det havde været for sent.”
Jeg blev straks lagt i drop. Lægerne talte lavt, men jeg hørte det:
— Var hun ikke kommet nu — ville hverken mor eller barn have overlevet.
Jeg lå og stirrede op i loftet, og al varme forlod min krop. Og så huskede jeg, hvordan han — Rain — havde skubbet mig… præcis dér, hvor det gjorde mest ondt. Ikke mod maven. Mod siden. Lige der, hvor problemet var begyndt.
Han angreb mig ikke.
Han stoppede mig.
Han skubbede mig mod redning.
Da jeg blev udskrevet, tog jeg først hen til Rain. Han stod roligt, som om intet var sket. Jeg gik hen til ham, og han — som altid — lagde øret mod min mave. Men denne gang… blidere. Mere forsigtigt.
— Du vidste det… ikke sandt? — hviskede jeg.
Han prustede stille. Og i det øjeblik sparkede barnet i min mave, som om det også havde hørt ham.
Tre måneder senere blev en pige født. Sund. Stærk. Vi kaldte hende Reina — til ære for ham, der hørte hendes hjerte først.
Og lægen sagde senere:
— Nogle gange mærker dyr noget, som vi hverken kan opfange med instrumenter eller forstå med fornuften.
Nogle gange er den, der redder — slet ikke et menneske.
