Emma fór sammen af kulden og det skarpe lys. Klokken var 06:02. Dynen lå allerede på gulvet, og over hende stod svigermoren – Margaret – med hænderne i siden. Hendes stemme var kold og hård som metal:
– Stå op, dovendyr. Jeg vil have mad! Der er en mand i huset, og du sover stadig!
Emma lagde instinktivt hænderne over sin mave. Sjette måned gravid, en søvnløs nat på grund af rygsmerter… og igen det samme. Ved siden af hende sov hendes mand, Lucas. Han vågnede ikke engang – hans mor opførte sig i huset som en dronning og fik lov til alt.
– Margaret… jeg har det ikke godt… jeg har næsten ikke sovet… hviskede Emma.
– Graviditet er ikke en sygdom! Jeg har født tre børn og arbejder stadig. Du gør ikke andet end at sove og have ondt af dig selv. Op! Lav morgenmad!
Emma rejste sig langsomt, benene rystede. I køkkenet skar hun brød, da hun pludselig følte, at luften forsvandt. Susen for ørerne, stjerner for øjnene.
Margaret, som stod ved komfuret, sagde trægt:
– Og ingen drama, forstået? Træk vejret og arbejd videre. Og jeg vil ikke have æggene brændte.
Emma ville svare… men tallerkenen gled ud af hendes hænder. Den gik itu. Hun støttede sig mod bordet og sank langsomt ned på gulvet.
– Åh, nu begynder hun igen! Hun spiller bare komedie! – fnøs svigermoren.
I det samme stod Lucas i døren. Søvnig, pjusket, men noget nyt i hans øjne.
– Hvad foregår der her?
Margaret slog ud med hånden:
– Din kone vælter rundt igen! Jeg er sulten, barnet er ikke engang født, og hun spiller offer!
– Det er nok.
Det “det er nok” lød så bestemt, at begge blev stille.
Han løftede Emma op og satte hende på en stol.
– Har du det dårligt? Træk vejret, jeg er her.
– Lucas! Hvordan vover du at tale sådan til mig? Jeg er din mor!
– Og dette er min kone. Og moren til mit barn.
Han ringede til lægen.
Doktor Harrison kom efter 25 minutter. Blodtrykket – meget lavt.
– Stress. Farligt. Hun har brug for ro. Ingen råb. Intet husarbejde. Og intet følelsesmæssigt pres.
Margaret stod bleg. Lægen så strengt på hende:
– Hvis du vil have et barnebarn – så lad hende være i fred. Ellers melder jeg det til myndighederne.
Da lægen var gået, var huset helt stille.
Lucas gik hen til sin mor og sagde for første gang i sit liv:
– Mor, valget er enkelt. Enten bliver du hos os – men du respekterer Emma. Eller også finder jeg en lejlighed til dig. Og så bor vi hver for sig.
Margaret vendte sig væk. Sagde ingenting. Men for første gang – ingen protest.
Om aftenen kom hun ind til Emma. I hænderne – en bakke med suppe.
– Jeg… jeg ved ikke, hvordan man gør det her. Men spis. Du har brug for det.
Det var ikke en undskyldning. Men en begyndelse.
Tre måneder senere blev en lille pige født – Sofia.
På hospitalet stod Margaret ved vinduet, så på sit barnebarn – og sagde stille:
– Jeg var også bange, da jeg ventede mit første barn. Men… ingen beskyttede mig.
Emma så på hende og forstod – noget havde forandret sig.
Nu kommer Margaret med te om morgenen. Hun råber ikke. Nogle gange vugger hun vuggen.
Og en nat vågnede Emma ved en blid hvisken:
– Schh, lille skat… mormor er her…
Emma husker stadig den morgen – kulden, dynen på gulvet og ordene “stå op, dovendyr”.
Men hun husker også, hvordan Lucas for første gang stillede sig foran hende.
Og hvordan en grænse endelig blev trukket: Ingen har ret til at rive dynen af en gravid kvinde. Ikke engang ens mor.
