Jeg havde aldrig troet, at en helt almindelig dør kunne virke så skræmmende. Men det begyndte i det øjeblik, jeg så hende for første gang — en lille pige i en grå frakke, med to tynde fletninger og en gammel plysbamse i hånden. Hun stod bare foran min dør og kiggede på den, uden at ringe på. Og så — vendte hun sig pludseligt om og løb væk.
Jeg bor i et hus i udkanten af byen. Naboerne bor langt væk, gaden er stille. Først tænkte jeg — hun har taget fejl af adressen. Men næste dag — igen. Om morgenen. Og igen — blikket mod min dør, bamse krammet hårdt i hænderne — og flugten.
Den tredje dag ventede jeg allerede. Jeg hørte lette skridt i gruset, kiggede ud af vinduet — hun var der igen. Hun står. Hun kigger. Hun står et minut. Og så — løber hun. Og hver gang — uden at sige noget.
Den fjerde dag kunne jeg ikke længere lade være. Jeg åbnede døren, men pigen løb straks væk. Jeg råbte:
— Vent! Er der noget, du vil?
Hun stoppede først ved porten. Vendte sig om. Kiggede sådan… som om hun både bad om hjælp og var bange for den. Men hun sagde ikke et ord.
Jeg besluttede ikke at røre hende. Måske — en leg? Måske — hendes forældre er i nærheden? Men da hun kom igen den femte dag — nu i regnvejr, i gennemblødte sko — kunne jeg ikke længere lade som ingenting. Jeg gik ud og sagde stille:
— Jeg gør dig ikke noget. Hvis du har brug for hjælp — så sig det.
Og da talte hun for første gang. Næsten uhørligt:
— Øh… frue… Deres dør… den er ligesom hendes.
Jeg forstod ikke:
— Hvad mener du — ligesom?
Hun sænkede blikket:
— Ligesom hendes.
Næste dag ringede jeg til politiet. Ja, måske lød det dumt — “En pige står foran min dør.” Men indeni følte jeg, at det ikke bare var en leg.
Politibetjentene kom og talte med hende. Pigen var tavs. Hun holdt bare sin bamse tæt — en slidt kanin med ét øje. Det eneste de fik at vide, var hendes navn — Mila. 4 år.
Da de kørte hende hjem, hørte jeg samtalen — og så forstod jeg alt. Hendes mor… var forsvundet for to måneder siden. Hun gik om morgenen på arbejde — og kom aldrig tilbage. Man fandt kun telefonen i skoven, ikke langt herfra. Faren drak, han ledte ikke. Næsten ingen bemærkede pigen.
Og så — det allerværste.
Det viste sig, at huset, hvor de tidligere boede, var næsten en nøjagtig kopi af mit. Den samme dør. Den samme skraldespand ved trappen. Selv det samme revnede venstre trin. Pigen gik derhen hver dag… og bankede på. I håb om, at moren ville åbne.
Men så flyttede de, huset blev solgt. Og hun — fandt et, der lignede. Mit. Og hun håbede hver dag: måske er mor her.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Hun sad i mit køkken, varmede hænderne om en kop te og hviskede:
— Hun må jo være et sted… ikke?
Og om aftenen, da betjentene var kørt, lagde hun sin kanin ved min dør. Og så sagde hun:
— Hvis mor kommer… vil De så give hende den? Den sov altid sammen med hende.
Jeg stod der og kunne ikke holde tårerne tilbage.
En uge senere fandt de faktisk Milas mor. Ikke levende. I en gammel brønd uden for byen. Man havde ledt efter hende længe. Hun blev fundet ved et tilfælde — da en lokal kvinde klagede over en mærkelig lugt.
Politiet fortalte det ikke til pigen med det samme. De kom til mig, fordi de vidste — hun ville komme her igen.
Jeg sagde det til hende selv. Stille. Uden for mange ord. Hun lyttede og var tavs. Så gik hun bare hen til døren — og lagde stille sin hånd mod den.
— Jeg kommer alligevel, — sagde hun. — For hvis… hvis hun hører det.
Siden da kommer hun virkelig nogle gange. Sætter sig på trappetrinnet. Siger ingenting. Jeg jager hende ikke væk.
Og hver gang hun går, ser jeg den samme kanin ligge i sprækken under døren. Det betyder — hun har været her.
Og pludselig tror jeg, at mødre… selv hvis de forsvinder — alligevel finder vejen derhen, hvor nogen venter på dem.
