Hver morgen fyldtes skolekantinen af velkendte lyde – klirrende gryder, duften af nybagt brød og børnenes stemmer fra gangen.
Kokken Ivan kom tidligere end alle andre – allerede klokken seks om morgenen. Han lavede ikke bare mad. Han kendte hvert eneste barn ved navn.
Han vidste, hvem der bad om en ekstra portion, hvem der rynkede på næsen af havregrød, og hvem der altid satte sig stille i hjørnet og spiste hurtigst af alle.
Ivan smed aldrig madrester ud. Hver dag hældte han én ekstra portion suppe op – varm, tyk, hjemmelavet – og stillede den på bordet ved vinduet.
„For en sikkerheds skyld,“ plejede han at sige, selvom han ikke selv vidste, til hvem den egentlig var.
Sådan fortsatte det i ugevis. Nogle dage stod skålen urørt. Andre dage var den væk, når Ivan vendte ryggen til.
Han bemærkede kun én ting – nogen satte altid skeen pænt tilbage, som om det blev gjort med respekt.
En vinterdag, efter skoletid, da næsten alle børn var gået hjem, blev Ivan lidt længere end normalt. Det var isnende koldt udenfor, ruderne var dugget til – og pludselig så han en lille skikkelse ude ved vinduet.
Han gik ud på trappen.
Der stod en dreng på omkring otte år. I en slidt jakke, med en rygsæk, der tydeligvis havde tilhørt en ældre bror eller søster. I hænderne holdt han netop den skål suppe.
– „Var det… dig, der spiste min suppe?“ spurgte Ivan stille.
Drengen nikkede.
– „Undskyld… jeg er ikke en tyv. Bare… nogle gange… er der ingen aftensmad derhjemme.“
Ivan satte sig på hug.
– „Hvor er dine forældre?“
– „Mor arbejder til sent. Far er her ikke. Nogle gange kommer jeg bare forbi efter skole. Jeg stiller altid skålen tilbage… så du ikke tror, jeg stjæler.“
Ivan sagde ikke noget. Han rejste sig, gik ud i køkkenet og kom tilbage med en pakke – brød, frugt og varm te i en termokande.
– „Fra i morgen er det her din aftensmad. Men lov mig én ting – du skal ikke gemme dig mere.“
Drengen nikkede – og smilede for første gang.
Fra den dag kom Ivan en halv time tidligere. Ikke fordi han skulle – men fordi han vidste, at nogen ventede på ham.
Og hver dag stillede han den samme skål ved vinduet – men nu var den aldrig tom længere.
