Det skete i en lille landsby i Østrig, mellem bakker og tågede græsningsmarker. Alle kendte Johann Müller – en stille, godhjertet bonde, der talte mere med dyrene end med mennesker. Han havde et gammelt hus, en æblehave og kun én hest – en mørkebrun hoppe ved navn Luna.
Men næsten ingen vidste, hvordan hun var kommet til ham.
Hvordan det begyndte
Ti år tidligere, en efterårsaften, havde et voldsomt regnskyl gennemblødt jorden. Ved skovkanten var en gammel brønd styrtet sammen og blevet til et dybt mudderhul. En ung hoppe, skræmt af tordenvejret, var løbet væk fra sin fold og faldet ned i det i mørket.
Næste morgen fandt man hende – rystende, dækket af mudder, med et skadet ben. Ejeren af ranchen ville skyde hende.
„Hun overlever alligevel ikke,” sagde han.
Men Johann stoppede ham.
Han steg selv ned i hullet, bandt remme og reb sammen til en løkke og trak hoppen op – i timevis. Han faldt, rejste sig, trak igen. Tilsølet i mudder, blod på hænderne.
Da nogen spurgte ham hvorfor, svarede han blot:
„Så længe hun trækker vejret – kæmper man.”
Johann plejede Luna tilbage til livet. Han fodrede hende fra hånden, sov i stalden for at hun ikke skulle være bange. Og siden den dag sparkede hun ham aldrig. Hun løb aldrig væk.
Den sidste rejse
Da Johann fyldte 68, stoppede hans hjerte – lige ved stalden. Man fandt ham liggende i høet, med hånden stadig hvilende på Lunas hals.
Landsbyen besluttede at give ham en værdig afsked – i det lille kapel på bakken. Folk stod stille omkring kisten, da lyden af hestehove pludselig lød.
Luna.
Hun havde selv åbnet lågen, var gået gennem gården og helt op til kapellet. Nogle ville stoppe hende, men præsten sagde:
„Rør hende ikke. Det er hendes ret.”
Hesten gik hen til kisten, sænkede hovedet… og stod stille.
Hun rørte sig ikke, hun spiste ikke, hun reagerede ikke. Hun stod bare der. En time. Tre timer. Til det blev aften.
Da kisten blev båret ud til kirkegården, fulgte hun efter – langsomt, som et menneske.
Hvad man så næste morgen
Om natten lukkede man Luna ind i stalden – hun gjorde ingen modstand.
Men ved daggry standsede en kvinde, der var på vej til graven – og gispede.
På den friske jord lå æbler fra Johanns have. Rene, skyllet af natte-regnen. Og ved siden af – hestespor.
Hoppen havde selv plukket dem fra træet, båret dem i munden og lagt dem dér – hvor hendes menneske ikke længere stod.
Derefter stod hun stille ved graven. Indtil solen stod op.
Siden da, hvert år på samme dag, går Luna ud af folden og stiller sig ved graven. Stille. Uden en lyd.
Man siger, at en hest aldrig glemmer duften, stemmen og hjertet hos den, der reddede dens liv.
Og taknemmelighed – er også et sprog. Bare ikke et menneskeligt et.
