Dagen begyndte som sædvanligt — kvalm, stille og med tung luft, der gav hovedpine. Grå skyer hang over horisonten, og fuglene tav pludseligt. Alle i landsbyen vidste: snart kommer stormen. Men ingen ventede en sådan.
Omkring klokken tre blev himlen grøn — uhyggeligt grøn, som en skygge over jorden. Så kom vinden, bladene fløj som en mur. I det fjerne lød en rumlen, som et tog. Folk løb i kældre og lader, hvor de kunne nå.
Da det hele var slut, faldt en stilhed over landsbyen. Torden lød langt væk, de sidste lyn glimtede — men det værste var forbi. Folk kom ud — og kunne ikke tro deres øjne.
Tornadoen havde passeret forbi. Snesevis af huse stod urørte. Knuste vinduer, brækkede grene — men ikke noget alvorligt.
Undtagen ét.
I udkanten, hvor den gamle Jegor engang boede, var huset jævnet med jorden. Intet tag, ingen vægge, ingen møbler — som om nogen havde visket det ud. Og det mærkeligste — der var ingen spor af tornadoen omkring huset. Græsset lå fladt, selv hegnene stod hele.
— Som om vinden vidste, hvor den skulle blæse, — sagde nogen.
Redningsfolk fandt kun en gammel æske i ruinerne. I den — breve. Gulnede, dateret for tyve år siden. På næsten alle konvolutter stod det samme navn: Anna.
Senere fandt man ud af, at Jegor selv havde bygget huset — på stedet hvor et gammelt kapel engang havde stået, ødelagt i sovjettiden. Folk hviskede dengang, at han ikke burde have rørt det sted.
Jegor boede der i fyrre år. Alene. Og en uge før stormen døde han — stille, i søvne. Huset stod tomt.
Efter tornadoen sagde præsten fra nabobyen:
“Nogle gange kommer ikke straf, men renselse. Måske ville nogen bare have deres jord tilbage.”
Nu er der kun græs. Folk går uden om stedet, især når vinden tager til.
Og om natten, hvis man ser godt efter, kan man se fint støv danse over bakken — som om noget leder efter vejen hjem.
