Fredag aften.
— Reservation på navnet James Miller, — sagde jeg til værtinden og smilede, selvom alt indeni mig allerede var spændt som en knude.
James og jeg havde været gift i syv år. Ud ad til — et perfekt par.
Han — succesfuld advokat. Jeg — grafisk designer.
Et flot hus i Londons forstæder, rejser til Europa, pænt Instagram.
Men virkeligheden havde for længst ændret sig. James var hidsig.
Nogle gange — grusom i ord. Og selvom han aldrig slog mig, var det psykiske pres blevet en del af mit liv.
Jeg havde besluttet, at denne dag skulle være dagen, hvor jeg endelig satte en grænse.
Men alt udviklede sig anderledes.
Vi sad på en hyggelig italiensk restaurant. Blødt lys, stille musik.
Tjeneren kom med vin. James bestilte lasagne, jeg — en salat med laks.
Alt var som altid. Alt for velkendt.
— Igen bare grønt? — sagde han og kneb læberne sammen. — Hvordan kan du overhovedet blive mæt af det græs?
— Jeg kan godt lide det, — svarede jeg roligt.
— Lide det? Jeg kan ikke lide at sidde ved bordet med en kanin, — fnøs han og tog en slurk vin.
Jeg svarede ikke. Men inde i mig voksede noget nyt. Ikke vrede — træthed.
En dyb, brændende træthed af ydmygelse, foragt og små stikpiller.
— Kan du nogen sinde se ordentlig ud, når vi går ud? — fortsatte han højt.
— I den kjole ligner du en gammel skolelærer.
Folk ved bordene omkring os begyndte at vende sig om. Jeg kunne mærke varmen i mine kinder.
Og jeg sagde stadig ikke noget.
Så kom maden.
Da tjeneren satte min tallerken foran mig, så James på den med afsky.
— Nu må det stoppe. Seriøst?! — Han greb sin gaffel, spiddede et stykke laks og… kastede det direkte i mit ansigt.
Alt frøs. Lyde, tid, luft.
Laksen gled ned ad min kjole og efterlod en fed plet.
Jeg kunne ikke fatte, at det skete. Ikke i en film. Ikke i et mareridt.
Med mig.
Folk stirrede. Nogen udbrød et chok.
Tjeneren stod stille med bakken i hånden.
Og James… han lænede sig tilbage, trak på smilebåndet og sagde:
— Ser du nu, hvordan det ser ud udefra?
Jeg tog servietten, tørrede langsomt mit ansigt.
Rejste mig. Tog mit glas med hvidvin. Gik hen til ham.
Og hældte hele glasset ud over hans hoved.
Vinen løb ned gennem hans hår, hals, skjorte og Armani-jakke.
Dryppede ned på dugen.
Folk rejste sig, nogen begyndte at klappe. Ja — klappe.
Jeg så ham lige i øjnene og sagde roligt:
— Det var vores sidste middag sammen, James. Jeg håber, du husker den.
Han sad målløs. Forstod ingenting.
Jeg gik hen til værtinden, rakte mit kort frem:
— Jeg betaler for maden. Undskyld for rodet.
Hun nikkede. Og i hendes øjne så jeg… beundring.
Jeg kaldte en taxa. Satte mig ind. Lukkede døren.
Og for første gang i lang tid — smilede jeg.
Det var slutningen. Men ikke en trist én.
Det var begyndelsen på noget nyt.
Næste dag indgav jeg skilsmissepapirer.
Mit fjernarbejde gjorde det muligt at flytte.
Jeg lejede en lille lejlighed i Brighton ved havet.
Jeg startede en blog. Først for mig selv. Så — for andre.
En historie om, hvordan man finder sin stemme igen, efter at andre har fået én til at tie.
Nogle gange skriver kvinder til mig, som genkender sig selv i min historie.
De spørger allesammen: — Var du ikke bange?
Nej.
Jeg var kun bange for én ting — at forblive den kvinde, der tillader, at nogen kaster mad i hendes ansigt.
Og det blev jeg aldrig igen.
