I gamle landsbyer stod der næsten ved hvert hus en lille ske salt ved dørtærsklen. Nogle gange på en lille træplade, nogle gange bare på en underkop. I dag mener mange, det blot er overtro. Men de gamle sagde:
“Så længe der ligger salt ved døren — er huset beskyttet.”
Skikken gik i arv fra generation til generation. De unge vidste ikke altid hvorfor, men de lagde alligevel en knivspids salt ved døren — især om natten eller før en storm.
En dag kom en etnograf ved navn Leo Stoltz til en lille kystlandsby i Nordeuropa, hvor traditionen stadig levede. Han bemærkede: næsten hvert hus havde en lille skål med salt ved indgangen.
— Er det mod onde ånder? — spurgte han en ældre kvinde, fru Anna.
Hun smilede:
— Mod alt, min dreng. Mod ånder, mod fugt og mod ulykke.
Som videnskabsmand besluttede Leo at undersøge, om der fandtes en rationel forklaring. Han lavede et eksperiment — placerede hygrometre i to huse. I det ene stod salt ved døren, i det andet ikke. Efter en uge viste målingerne, at luftfugtigheden ved døren var næsten 20 % lavere i huset med salt.
Salt absorberede faktisk fugt — usynlig, men konstant. Det betød:
mindre skimmelsvamp ved dørtærsklen,
mindre lugt af fugt,
mindre risiko for at trægulv eller dør begyndte at rådne.
Med tiden blev saltet spredt eller skyllet væk af regn, og husfruerne fyldte bare nyt på.
Men der fandtes også en symbolsk betydning.
Salt blev betragtet som et tegn på renhed og sandhed. Det brugtes ved eder, til at forsegle fred, og til at byde gæster velkommen. Tærsklen er grænsen mellem hjemmet og verden udenfor — så salt blev lagt dér ikke kun for fysisk beskyttelse, men også som værn mod alt ondt, der kunne træde ind.
I gamle etnografiske optegnelser findes endda varsler:
Hvis saltet blev mørkt — varslede det vejrskifte eller fremmedes ankomst.
Hvis det lå spredt — havde nogen ønsket huset ondt.
I dag, hvor traditionen næsten er glemt, ved kun få, at denne “bedstemors skik” slet ikke var mystik.
Det var en enkel, klog måde at beskytte huset og luften i det — og samtidig minde:
“Kun det gode må træde ind i mit hjem.”
