Det var en solrig, stille dag.
Simon og Emily Hayes var på vej hjem fra en tur i byen.
De kørte ad en velkendt vej gennem forstaden — grønne træer, duften af ny asfalt, folk på vej i hver sin retning.
Ved den gamle park, ved busstoppestedet, fik Emily øje på en ældre mand.
Han stod under læskuret, støttet til en stok, iført lys skjorte og hat.
— Simon, se, en så elegant herre, — sagde hun smilende.
Da de kørte forbi, vendte manden sig roligt om og så efter dem — med et mildt smil, som om han genkendte dem.
Næste morgen, under morgenmaden, sad Emily og scrollede nyheder på sin telefon — og pludselig blev hun bleg.
— Simon… se her.
I artiklen stod der:
„I dag tog man afsked med hr. Henry Lane i Sankt Markus kirke — en veteran, kendt for sin venlighed og for at han hver dag plejede at stå ved stoppestedet ved parken, hvor han engang vinkede farvel til sin kone.”
Emily viste billedet.
Det var ham. Samme skjorte. Samme hat.
De kørte tilbage til stoppestedet.
På bænken, hvor han havde stået, lå en frisk nellike — og hans stok, pænt lænet op.
Simon sagde ingenting, og Emily hviskede:
— Måske kom han bare for at sige farvel. Til stedet, hvor han plejede at vente på hende.
Solen faldt gennem bladene og lyste det tomme stoppested op.
Og de syntes begge, at nogen stadig stod der — roligt, med et lille smil.
