Det var en solrig fridag.
Daniel og Emma Reeves var på vej hjem fra et besøg hos forældrene. Vejen strakte sig ud mellem markerne, himlen var klar, og intet tydede på, at denne tur ville blive uforglemmelig.
Da de kørte gennem et øde stykke af vejen, råbte Emma pludselig:
— Stop! Der står et barn!
Midt på asfalten, under den brændende sol, stod en lille dreng — barfodet, i lys skjorte og shorts. Han græd ikke, rørte sig ikke — han stod bare og så mod bilerne.
Daniel bremsede hårdt og sprang ud af bilen.
— Hey, lille ven, er du okay? — spurgte han, mens han nærmede sig.
Drengen svarede ikke. Han tog et skridt tilbage — og løb pludseligt over vejen mod træerne.
Emma løb efter, men bag træerne var ingen.
De ringede til politiet, gennemsøgte vejkanterne — ingen spor.
Kun en lille bamse med et flænget øre lå tilbage på jorden.
Senere kom det frem, at der for flere år siden faktisk var sket en ulykke her.
Kun et barn overlevede — men det blev aldrig fundet. Det forsvandt bare.
En uge senere kom Daniel og Emma tilbage med den bamse.
De lagde den ved vejen og sagde stille:
“Nu er du blevet set. Nu er du ikke alene.”
