Da Emilys og Marks gamle hus blev oversvømmet under en voldsom storm, troede de, at det blot var endnu en irriterende hverdagsulykke. Et rør i køkkenet sprang læk, vandet strømmede ind i rummene, og om morgenen var gulvet bulet op, skævt, og hele huset lugtede af fugt og gammelt træ.
Emily sad ved vinduet med en kop kold kaffe i hånden.
— Vi bliver nødt til at skifte alt ud, — sukkede hun.
Mark, som knælede med et koben i hænderne, så ikke begejstret ud.
— Ja, de her brædder kan ikke reddes. Alt må ud, — mumlede han.
Huset havde Mark arvet fra sin bedstefar — gammelt, fra før krigen, med tykke mure og tunge loftsbjælker. Der havde aldrig været en kælder, i hvert fald ifølge hans mor. De havde kun boet der i et år, nydt roen og hyggen — og aldrig forestillet sig, at noget kunne gemme sig under gulvet.
Da Mark løftede den første gulvplanke, steg en kold, muggen luft op nedefra.
— Kan du mærke det? — sagde han og rynkede brynene.
Emily kom tættere på. — Som et træk… men hvorfra?
Han løftede flere brædder, og pludselig slog kobenet imod noget metal med en dump lyd. Et minut senere stod de begge og stirrede på det, de havde afdækket: en rusten metal-luge med et rundt håndtag i midten.
— Det kan ikke passe, — hviskede Emily. — Der er jo ingen kælder i huset.
— Så tog vi fejl, — svarede Mark, men hans stemme dirrede let.
Han greb fat i ringen og trak. Låget gav efter med en knirken. Kold, fugtig luft blæste op. Stentrapper forsvandt ned i mørket.
— Mark… måske burde vi ikke gå derned? — sagde Emily tøvende.
Han trak svagt på smilebåndet. — Vil du virkelig bare lade det være?
Lommelygten rystede i hans hånd, mens de begyndte at gå ned. Trinene var fugtige, væggene af mursten, flere steder smuldrende. Nederst ventede et lille rum på dem. Lavt loft, tung luft. Sodspor på væggene — som om der engang havde brændt stearinlys der.
I hjørnet stod et gammelt bord, dækket af støv. Ovenpå — rustent værktøj, glasbøtter og en låst metalkasse.
Mark satte lommelygten på gulvet og brækkede låget op. Låsen gav efter med et knæk.
Indeni lå gulnede papirer, nogle fotografier og et lille trækors.
Emily tog med rystende hænder en konvolut med falmet blæk:
“Til den, der finder.”
Hun åbnede brevet. Håndskriften var nervøs og ujævn:
“Hvis du læser dette, betyder det, at gemmestedet er fundet. Dette hus gemmer på noget, der aldrig skulle være fundet. Her er nedskrevet navnene på dem, der forsvandt — og dem, der tog dem. Hvis du sætter pris på din fred — luk lugen og glem, hvad du har set.”
— Hvad er det her for noget vrøvl? — hviskede Emily.
Mark bladrede gennem papirerne: navne, datoer, korte bemærkninger —
“forsvandt om natten”, “trinene blev hørt”, “fundet ved floden”.
— Det ligner en dagbog… eller en rapport, — mumlede han.
Pludselig smækkede en dør ovenpå. Stilhed. Lommelygten blinkede.
— Det var vinden, — sagde Mark hurtigt.
Men da de kom op igen, var døren til stuen lukket. Selvom de havde efterladt den åben. Og ved dørtærsklen — friske spor af våde støvler.
Emily så på Mark.
— Du tog vel støvlerne af?
— Selvfølgelig gjorde jeg det, — sagde han hæst.
I det samme lød en lav lyd nedefra. Som om nogen bankede tre gange.
Tok… tok… tok…
Mark vendte sig hurtigt mod lugen. Låget begyndte langsomt at lukke af sig selv, skrigende mod metallet.
Emily gispede, trådte baglæns og klemte brevet ind til brystet.
Lugen smækkede i. Stilheden sænkede sig over huset igen.
Hun så ned på brevet — og blev ligbleg. Under den gamle tekst var der nu kommet nye, mørke bogstaver:
“Velkommen hjem.”
Siden da bor Emily og Mark stadig i huset…
Men hver nat høres stille skridt nedefra. Som om nogen dernede stadig venter — på at lugen skal åbnes igen.
