Da det unge par Louise og Thomas flyttede ind i et gammelt hus i udkanten af Schwerin, vidste de ikke, hvad der ventede dem.
Skimmelsvamp begyndte at sprede sig på væggene. Luftaffugtere, specialmaling, eddike, kemikalier — intet hjalp. Om morgenen “græd” væggene af fugt, og der lugtede koldt og klamt.
— Vi bor som i en kælder, — sukkede Louise.
En dag kom deres ældre nabo, fru Martha, forbi — en lille dame med en kurv friskbagt rugbrød.
Hun så Thomas stå og skrubbe væggen og rystede bare på hovedet:
— Det hjælper jer ikke. Ingen maling kan stoppe det der.
— Hvad skal vi så gøre? — spurgte Louise. — Vi har prøvet alt.
Fru Martha stillede kurven på bordet og sagde roligt:
— Gør, som vores bedstemødre gjorde før i tiden. Jeg skal vise jer.
Hun gik hen til vinduet, brækkede brødet i små stykker og lagde dem langsomt i hjørnerne af vindueskarmen — som et gammelt ritual.
— Sådan, — sagde hun. — Brødet suger fugt og tung luft. Bare rør det ikke før i morgen.
Thomas trak på smilebåndet, men Louise sagde ingenting — ud af respekt.
Om natten regnede det. Luften var fugtig, tung — men i køkkenet duftede der pludselig varmt og hjemligt, som friskbagt brød.
Næste morgen vågnede Louise først. Hun gik ud i køkkenet — og stivnede:
Der var ikke én vanddråbe på ruden. Luften var tør, væggene så lettede ud — som om huset havde trukket vejret.
— Thomas! Kom og se! — råbte hun.
Da fru Martha kom senere, smilede hun bare:
— Hvad sagde jeg? Brød er levende. Det giver ikke kun mad — det beskytter også.
Fra den dag lagde Louise hver uge små stykker frisk brød på vindueskarmene — ligesom fru Martha.
Og fugten kom aldrig tilbage.
Naboerne spurgte forundret:
— Hvorfor dufter der altid så hyggeligt hos jer? Som hos en bedstemor på landet?
Og Louise smilede:
— Fordi fru Martha lærte os et gammelt hemmeligt trick… som næsten alle har glemt.
