Natten var kold og stille.
Det gamle industrikvarter i Hamborg var for længst forladt — fabrikkerne lukket, folk flyttet væk. Tilbage var rustne containere, rotter og mennesker som ham — Daniel Müller. En hjemløs mand, tidligere mekaniker, der havde mistet alt efter sygdom og skilsmisse.
Han gik langs baggården ved et supermarked med en gammel lommelygte i hånden. Luften lugtede af råd og regn.
— Bare en skive brød, mumlede han og løftede låget på endnu en container.
Men denne gang hørte han ikke plastikposer. Han hørte… gråd. Svag, nærmest som en hvisken.
Daniel frøs. Han troede først, det var en kat. Men lyden kom igen — klagende. Menneskelig.
Han lyste med lommelygten — og hjertet stoppede et øjeblik. Mellem affaldsposerne lå en lille bylt, pakket ind i et gråt tæppe.
Han foldede det op — og der lå en baby. Meget lille, bleg, øjnene lukket.
— Herregud… hviskede han. — Hvem har efterladt dig her?
Barnet levede. Åndede — svagt, men jævnt. Så helt almindelig ud. Men Daniel mærkede, at huden var iskold, som om barnet havde ligget der i timevis.
Og så — rundt om håndleddet — et lille læderarmbånd. Der stod:
“Emil K.”
Han havde ingen telefon. Han tog sin gamle frakke af, svøbte barnet og gik mod det sted, hvor han plejede at sove — en forladt hangar.
Der, under et svagt lysstofrør, tændte han et lille bål og varmede barnet.
Efter et stykke tid bevægede babyen sig, åbnede øjnene — og Daniel trak vejret skarpt ind.
Babyens øjne var ikke som andres — store, næsten sølvfarvede, som spejle. Ikke bange. Bare stille. Opmærksomme. Som om han så lige igennem Daniel.
— Det er okay, sagde han stille. — Jeg hjælper dig.
Han tørrede forsigtigt barnets ansigt med en våd klud. Om halsen lå en lille metalamulet. Indeni — en sammenfoldet seddel.
“Hvis du læser dette — betyder det, at han har valgt dig.”
En kulde løb gennem Daniels ryg.
Ved daggry sov barnet. Daniel havde ikke sovet et sekund. Jo længere han kiggede på barnet, jo mere forandrede det sig — kinderne fik farve, huden blev varm. Som om livet vendte tilbage — minut for minut.
Men Daniel følte sig svagere. Ikke træt — men drænet. Som om barnet trak liv ud af ham.
Ved solopgang hørte han skridt ved hangarens dør.
En kvinde i langt frakke, høj, med et tørklæde om håret, stod der. Hun holdt et gammelt fotografi.
— Har du fundet ham? spurgte hun.
— Hvem er du?
— Jeg har ledt efter ham i tre år. Hans navn er Emil. Men han er… ikke helt et barn.
Hun kom tættere. Babyen vågnede — rakte ud mod hende.
— Hvad mener du? Hvem er han? — Daniel var bange.
Hun smilede trist:
— Han er det, mennesker engang kaldte “en gave”. Han vælger den, der er villig til at give alt for et andet menneske.
Babyen åndede dybt. Lyset i hangaren blev pludselig stærkere.
Daniel så ned — hans håndflader var røde, som efter forbrænding af lys.
— Nu vil han leve, sagde kvinden. — Takket være dig.
Daniel nåede ikke at sige noget. Han så hende forsvinde ud i morgentågen med barnet.
Senere fandt man kun hans gamle frakke og det lille armbånd med “Emil K.”
Ingen kunne forklare, hvem den hjemløse mand var — og hvorfor ingen siden turde sove i hangaren.
Selvom der altid… er varmt derinde.
