Aleksej var på vej hjem efter en helt almindelig dag. Tasken over skulderen, tankerne på aftensmad. Solen var på vej ned, og gården lå stille og næsten søvnig.
Han satte nøglen i låsen — da han i øjenkrogen så noget bevæge sig ved hans fødder.
Først troede han, det var en gren. Tykk, mørk, skinnende i aftensolen. Men så… bevægede grenen sig.
Aleksej frøs. På det nederste trappetrin lå en kæmpe slange, der snoede sig langsomt.
Sekunderne føltes som evigheder. Han kunne høre sit hjerte hamre, halsen blev tør. Slangen løftede hovedet — og deres blikke mødtes.
Han husker ikke, hvordan han trådte et skridt tilbage. Så endnu et. Og et til.
Én tanke i hovedet: “Hvordan?! Her?! Midt i byen?!”
Han vidste godt, at der lå en lille skov i nærheden. Men at sådan et dyr skulle krybe helt hen til hans dør… det burde være umuligt.
Og så så han det — detaljen, der fik kuldegysningerne til at løbe ned ad ryggen.
Om slangens hals var der noget, der lignede et halsbånd. En tynd, mørk rem — som gammelt gummi eller læder.
Det var ikke en vild slange.
Han ringede til redningstjenesten uden at fjerne blikket. Mens de var på vej, stod han som fastfrosset, og så slangen langsomt glide hen mod døren — som om den vidste, hvor den skulle hen.
Da eksperterne kom, troede de knap deres egne øjne: det var en sjælden art, der slet ikke findes i området. Tam — enten undsluppet eller sat fri.
Men det mærkeligste var — under halsbåndet fandt de en lille metalmærke.
Der stod indgraveret:
“№7. Hjem.”
Ingen fandt nogensinde ud af, hvor den kom fra.
Men siden den dag kunne Aleksej aldrig gå roligt hjem. Hver aften kiggede han først på trinene, før han låste op.
Og nogle gange, især på varme, stille aftener, synes han igen at høre den bløde raslen ved døren…
