Regnen slog mod tagene, vinden rev i træerne som om den ville rive landsbyen op med rødderne. Natten var kulsort — som om mørket selv var faldet ned over jorden. I torden og storm løb en lille dreng — Timofej — barfodet gennem den oversvømmede vej. Han var kun otte. Hans ansigt — dækket af brandsår. Hans øjne — store, fyldt med frygt og tårer. Men i armene holdt han det dyrebareste han havde: et lille bundt, et lille liv — hans nyfødte lillesøster.
For mindre end en time siden styrtede deres hus sammen. Lyn, eksplosion, taget stod i flammer. Moren råbte:
— Tima, løb! Til hospitalet! Red hende!
Og så — stilhed. Loftet faldt.
Timofej stod midt i ild og røg — men slap ikke barnet. Han løb ud i regnen. Ingen sko. Ingen jakke. Kun et gammelt tæppe omkring den lille.
Vejen var blevet til en flod. Vandet slog mod hans ben, mudderet sugede ham ned. Hans fødder var blodige, knæene revet op. Han faldt, rejste sig, faldt igen — men holdt hende tæt.
— Hold ud… vær sød… — hviskede han.
Da han så et lys — hospitalets dør — troede han, det var en drøm. Men lyset var virkeligt. Han løb. Alt, hvad han kunne.
— Hjælp! — råbte han, men stormen slugte hans stemme.
Han bankede på døren med næverne, indtil en sygeplejerske kom løbende.
— Herregud, barn! — råbte hun, tog pigen og svøbte hende ind i et håndklæde. — Hvad er der sket? Hvor er dine forældre?
Tima prøvede at svare… men sank om.
Han vågnede næste morgen. Rent lagen. Stilhed. Sygeplejersken sad ved siden af.
— Du vågnede, lille helt, — smilede hun. — Din søster lever. Lægerne sagde, at hvis du var kommet bare ti minutter senere…
Hun stoppede. Tog hans hånd.
Timofej så ud ad vinduet — der var stadig pytter og spor af stormen. Men over hospitalet — en regnbue.
Årene gik.
På hospitalets væg hænger nu et foto: en dreng med forbundne hænder, med en baby i armene. Under står:
“Timofej Selin. 8 år. Reddede sin søster natten med den store storm.”
Folk stopper op, hver gang de går forbi.
En dag — mange år senere — stod en ung læge i hvid kittel foran billedet. Hun stirrede længe, og hviskede:
— Tak, storebror…
Hun rørte glasset med fingerspidserne — og smilede.
Lyset i korridoren blinkede stille — som om nogen deroppe blinkede tilbage.
