Det skete i en lille landsby nær Innsbruck, hvor vejen løber lige langs en dyb kløft. Her boede den unge mor Anna Meier med sin mand, landmanden Martin, og deres seks måneder gamle datter, Lisa.
Den morgen var alt stille og fredeligt. Martin var taget af sted for at hente foder, og Anna gik en tur med barnevognen langs græsgangen. Solen skinnede, hestene græssede dovent bag hegnet, og vinden duftede af frisk hø.
Anna stoppede ved lågen for at rette tæppet over Lisa. Et vindstød ramte — låsen på lågen sprang op.
Og den ene lille sekund var nok.
Barnevognen — der stod på en lille hældning — begyndte at trille. Først langsomt… så hurtigere. Hjulenes grus mod sten.
Anna vendte sig — og skreg:
— Lisa!
Vejen førte direkte mod afgrunden. Der var kun få meter — men Anna vidste: hun kunne ikke nå det.
Og så lød hovslag.
Fra engen kom en hest — høj, rødbrun, med en hvid plet i panden. Det var deres hoppe, Bella — rolig, lydig, aldrig før løbet ud af folden.
Bella sprang gennem den åbne låge og galopperede direkte mod vognen. I sidste øjeblik ramte hun håndtaget med brystet, slog vognen ud af retning — den væltede på siden få skridt fra kanten.
Anna løb frem, løftede Lisa op med rystende hænder. Barnet græd — men var uskadt.
Bella stod stille. Tunge åndedrag. Store, klare øjne rettet mod dem.
Senere sagde dyrlægen, at hun havde skadet sit ben ved sammenstødet. Men hun overlevede.
Efter det sagde Anna altid:
— Gud sendte os en engel… bare en med hove.
Historien kom i lokalaviserne. Folk kom for at se Bella, gav hende gulerødder og sukker.
Og ved hegnet, lige ved afgrunden, hænger der nu et skilt:
“Her reddede en hest et barn. Og mindede os om, at nogle af de reneste hjerter — ikke er menneskelige.”
