Lily og Thomas’ bryllup var perfekt: blomster, musik, gæster, glæde. Lily smilede, da hun gik ned ad kirkegulvet – men pludselig blev hendes ansigt blegt, hendes hænder rystede, og hun faldt direkte ned på gulvet.
Først troede de, at hun bare var varm. Men da hun ikke kom til sig selv, indså alle, at hun ikke var besvimet.
Hun blev hastet til hospitalet. Thomas holdt hendes hånd og hviskede: “Lily, vær sød at åbne dine øjne…”
En time senere kom lægen ud for at se ham.
“Hun er i live, men i alvorlig tilstand. Vi fandt et mærkeligt stof i hendes blod.”
“Hvad?” spurgte Thomas.
“Det ligner et alvorligt allergisk chok. Men kilden er ukendt. Hendes krop reagerer, som om hun var blevet forgiftet af noget sjældent.”
Politiet tjekkede alt – mad, drikkevarer, selv buketten. Men intet forklarede, hvorfor hun havde mistet bevidstheden.
Så viste sikkerhedsoptagelserne Lily tage en slurk vand, som en kvinde med hat havde givet hende før ceremonien.
“Kender du hende?” spurgte de Thomas.
“Nej. Jeg har aldrig set hende før.”
To dage senere kom Lily til sig selv. Men hun var mærkeligt forvirret.
“Hvor er jeg?… Hvem er du?” spurgte hun og kiggede på sin mand.
Det blev senere opdaget, at den alvorlige reaktion havde forårsaget midlertidigt hukommelsestab. Lily huskede ingenting – hverken brylluppet eller Thomas.
Han forsøgte at genoplive hendes følelser: han viste hende billeder, fortalte hendes historie. Men hun så på ham, som om hun så ham for første gang.
“Jeg er ked af det,” sagde Lily en dag. “Jeg tror, vi var tætte. Men jeg mærker ingenting.”
Og først senere opdagede lægerne noget andet: Der var spor af et stof i hendes blod, som ikke bruges i medicin. Det kunne kun være blevet tilsat med vilje.
Hvem tilsatte det? Hvorfor?
Og hvorfor på bryllupsdagen?
Thomas kunne ikke tro, at alt dette virkelig skete. I går havde hun smilet, fortalt ham, at hun elskede ham, og i dag så hun på ham som en fremmed.
Han begyndte selv at søge efter svar. Han besøgte alle, der havde været til brylluppet – tjenerne, makeupartisterne, blomsterhandlerne. Ingen bemærkede noget mistænkeligt. Men en fotograf sagde noget mærkeligt:
“Jeg så den kvinde med hatten i morges, før vielsen. Hun stod ved Lilys bil og holdt noget i hænderne. Jeg troede, hun var en slægtning.”
Denne detalje hjemsøgte ham. Thomas tog videoen til politiet, men kvindens ansigt var usynligt. Kun en stor sølvring på hendes hånd – det eneste spor.
I mellemtiden var Lily blevet udskrevet. Hun virkede rolig, men fjern. Lægen rådede hende til at give hende tid. Thomas lyttede – selvom hans hjerte fortalte ham, at tingene ikke var så enkle.
En nat vågnede han og hørte Lily tale i telefon.
“Nej … jeg kan ikke huske noget. Ja, jeg forstår … men de kan ikke vide det,” hviskede hun og blev tavs, da hun bemærkede ham.
“Hvem talte du med?” spurgte han.
“Ingen. Jeg må have drømt det,” svarede hun og vendte sig væk.
Næste morgen tjekkede Thomas sin telefon – ingen opkald. Ikke et eneste. Men enhedens hukommelse viste et nyligt opkald … til et ukendt nummer.
Senere, da han kiggede i hendes taske, var der en lille hvid kuvert. Usigneret. Indeni – en kort besked:
“Du skal tie stille. Det er allerede startet.”
Fra det øjeblik forstod Thomas: dette var ikke en utilsigtet forgiftning eller simpelt hukommelsestab.
Nogen havde omhyggeligt planlagt alt. Men hvorfor – og hvorfor Lily?
Et par dage senere forsvandt hun igen …
Og det, Thomas fandt, da han kom hjem, fik ham til at tvivle på alt, hvad han vidste om den kvinde, han havde giftet sig med.
Thomas skyndte sig at lede efter hende. Først politiet, så venner, hospitalet, naboer. Ingen havde set Lily. Hans telefon var slukket, og hans dokumenter og ejendele var væk.
På den fjerde dag modtog han et brev uden returadresse. Det var hendes håndskrift.
“Led ikke efter mig. Dette er for din sikkerhed. Jeg er ked af det.”
Thomas’ hjerte sank – men han troede ikke på det.
Han var sikker på, at nogen havde tvunget hende til at skrive det.
Han kiggede igennem vielsesoptegnelserne igen. Og pludselig bemærkede han en detalje, han ikke havde bemærket før: i det øjeblik Lily faldt, blinkede en anden skikkelse ved siden af kvinden med hatten – en mand i et gråt jakkesæt, der stod ved udgangen. Han bar den samme sølvring på hånden som kvinden.
Thomas zoomede ind. Et velkendt ansigt dukkede op på skærmen. Det var lægen fra hospitalet, den der først havde undersøgt Lily, efter hun var besvimet.
Han indså: alt var forbundet. Forgiftning, hukommelsestab, forsvinden. Men hvorfor?
Thomas tog på hospitalet – men lægen var væk. Han fik at vide, at han var “på orlov”. Ingen adresse, ingen kontaktoplysninger.
Næste dag modtog Thomas et opkald. Stemmen var kvindelig, rolig:
“Hr. Brown, leder du efter Lily? Stop. Dette er den eneste chance for at redde hendes liv.”
“Hvem er du? Hvor er hun?!”
“Hun er ikke den, du tror. Hvis du elsker hende, så glem hende.”
Opkaldet sluttede.
En uge senere dukkede en kort artikel op i en avis:
“Uidentificeret kvinde fundet i lille kystby. Papirløs, med delvist hukommelsestab.”
Thomas gik straks derhen. Og da han kom ind i rummet, så han hende – Lily, med kortklippet hår, iført en grå kåbe. Hun kiggede på ham og sagde stille: “Undskyld mig … har vi mødt hinanden?”
Han svarede ikke. Han gik bare hen og tog hendes hånd.
En sølvring glimtede under bandagen på hendes håndled – den der.
Og i det øjeblik indså Thomas:
Hun havde ikke mistet sin hukommelse.
Hun burde bare ikke huske.
