Efter en voldsom storm så kysten nær en lille kystby anderledes ud: bådvrag, net og opskyllede planker var spredt overalt. Men blandt alt dette vragrester bemærkede fiskerne noget, der bestemt ikke havde været der før.
Midt i sandet lå en enorm metalcontainer. Den var dækket af rust, men så næsten intakt ud. Der var ingen markeringer eller numre på skroget, kun dybe ridser, som om noget havde trukket den hen over klipperne.
Først troede mændene, at det var en lastkasse, der var blevet revet af skibet under stormen. Men da de kom tættere på, blev det klart, at containeren var mærkelig. Den var for tung, for forseglet og havde et mærkeligt låsesystem.
“Måske er de militærfolk?” foreslog en af fiskerne.
“Hvorfor så ingen identifikationsmærker?” svarede en anden.
De forsøgte at åbne låget, men det ville ikke rokke sig. Redningsmandskab blev tilkaldt, derefter politiet. Om aftenen havde en menneskemængde samlet sig på kysten. Ingen vidste, hvor kassen var kommet fra, eller hvem der havde mistet den.
Næste dag blev containeren endelig åbnet. Øjeblikket blev fanget på kamera. Da låget langsomt åbnede sig, tog folk instinktivt et skridt tilbage. Der var intet indeni, der kunne betragtes som last – kun en glat, sort metalkugle på størrelse med et menneskehoved.
Den lå i midten på en blød bund, som om nogen bevidst havde placeret den der. På kuglens overflade var mønstre, der lignede symboler eller inskriptioner, men intet sprog i verden kunne matche det.
En af redningsmændene rørte ved den og sagde, at kuglen var varm. Ikke blot opvarmet af solen, men som om den udstrålede en blød varme indefra.
Da de forsøgte at måle temperaturen og strålingen, begyndte instrumenterne at vise fejl. Droner og telefoner inden for en radius af flere meter holdt op med at virke.
Containeren blev senere fjernet. Ingen har officielt oplyst præcis hvor. To dage senere blev sandet, hvor den havde ligget, mørkere og syntes at smelte, når man rørte ved det.
Indbyggere i kystbyen fortæller stadig historier om at se et blødt skær over vandet om natten i de egne.
Og hver gang nogen spørger, hvad det var, svarer den gamle fisker:
“Noget, der ikke er beregnet til vores øjne.”
