Tre år var gået, siden Andrei døde. For Maria føltes den tid som en evighed. Hun talte stadig til ham i sine tanker, når hun lavede kaffe, når hun gik på arbejde, når hun faldt i søvn.
Hver søndag gik hun på kirkegården – hun ryddede op på graven, lagde nye blomster og fortalte ham om sin uge. Det blev hendes eneste ritual, der holdt hendes liv i balance.
Den morgen var stille, næsten vindstille. Maria gik langs den velkendte sti med en buket hvide liljer i hånden. Men da hun nærmede sig, stoppede hun. Blomsterne lå allerede på graven – friske, stadig fugtige af dug.
Hun frøs. Ingen andre kom her. Ingen venner, ingen slægtninge. Andrei var en tilbagetrukket person; han havde næsten ingen kære tilbage. Maria satte sin buket ned ved siden af hende og bemærkede pludselig noget mellem stilkene. Et lille, foldet stykke papir.
Med rystende fingre foldede hun papiret ud.
Skrevet på det med pæn håndskrift:
“Vi ses snart.”
Marias hoved snurrede rundt. Hun sank ned på knæ. Overalt var tomhed, kun raslen af blade. Hun genlæste ordene igen og igen og forsøgte at finde en forklaring.
Den aften derhjemme var hun rastløs. Hun kiggede igennem gamle fotografier, breve, endda beskeder på sin telefon. “Måske er der nogen, der laver sjov?” tænkte hun. Men en anden følelse blev kold indeni hende – frygt og en mærkelig forudanelse.
Næste dag besluttede hun sig for at vende tilbage. Blomsterne var der stadig, men sedlen var væk. I stedet var der en ny buket, den samme slags. Og igen – frisk.
Maria ringede til kirkegårdsvagten, men han trak kun på skuldrene:
“Hver dag lægger nogen blomster. En kvinde i et tørklæde.” Hun kommer om morgenen, før vi overhovedet er hjemme.
Maria begyndte at komme tidligere. I flere dage i træk, ingenting. Men den fjerde morgen bemærkede hun en skikkelse ved porten. Kvinden stod faktisk ved Andreis grav og bøjede sig ned for at lægge en buket. Maria skyndte sig, men da hun kom tættere på, var der ingen der. Kun fodspor i den fugtige jord.
Siden da har hun set blomster mange flere gange. Nogle gange med et bånd, nogle gange bare sådan. Men der var ikke flere sedler. Kun én gang, på årsdagen for hans død, fandt hun papiret igen. På det stod der kun ét ord:
“Vent.”
Nu kommer Maria ikke længere på kirkegården. Hun siger, at hun foretrækker at mindes ham i live. Men naboer rapporterer sommetider, at de ser en kvinde ved porten om søndagen – i en mørk frakke og med hvide liljer i hånden.
