Da en større renovering begyndte på et gammelt hus på Oak Street, kunne ingen have forestillet sig, at rutinearbejdet ville blive til efterforskningen af et årtier gammelt mysterium.
Huset var fra før krigen – med tykke murstensvægge, højt til loftet og smalle gange. Læger, lærere og ingeniører boede engang her … og nu er der kun stilhed og raslen af gamle gulvbrædder.
Et hold på tre personer blev tilkaldt af en ældre kvinde ved navn Helen Martin – pæn, høflig og lidt distræt. Hun havde boet i denne lejlighed i næsten fyrre år.
“Der er en revne her,” sagde hun og pegede på stuevæggen.
“Huset er gammelt, jeg er bange for, at det hele vil kollapse. Sørg venligst for det.”
Arbejderne begyndte deres dag som sædvanligt: lyden af en boremaskine, lugten af støv, smuldrende puds. Men tættere på middag stoppede en af håndværkerne, Adam, pludselig. Boremaskinen havde uventet givet efter – der var et hulrum bag murstenen.
“Mærkeligt …” mumlede han og bankede på væggen.
“Noget er hult her.” Han udvidede forsigtigt hullet og så efter et par minutter en rektangulær niche i dybet.
Det var mørkt og støvet indeni. “Sandsynligvis et ventilationssystem,” foreslog hans partner. Men Adam lyste med sin lommelygte og frøs til.
I bunden lå en lille dukkesko, engang lyserød, nu falmet og revnet. Den så ud, som om den havde ligget der i årtier. Ingen sedler, intet stof – bare den sko og et lag kalkstøv.
“Fru Martin!” kaldte han på ejeren. “Kom og kig.”
Den gamle kvinde kom tættere på, kiggede og blev bleg. “Åh, Gud …” hviskede hun. “Jeg glemte fuldstændig alt om dette …”
Adam tog forsigtigt fundet ud og rakte det til hende.
Kvindens hænder rystede, som om hun ikke holdt et stykke legetøj, men et stykke af sin fortid.
“Dette … er en hjemmesko fra min søsters dukke,” sagde hun stille. “Hun hed Lena. Vi boede her før krigen. Jeg var seks dengang, hun var fire.”
Hun sank ned i en stol og holdt fundet ind til brystet. “I ’42 blev min mor og jeg evakueret, men min far blev tilbage – han var læge. Lena blev syg dengang. Først troede de, det var en forkølelse, men så sagde lægerne, at det var difteri.
Han kunne ikke engang redde hende… Da vi kom tilbage, sagde min mor, at hun var blevet genbegravet på kirkegården. Men jeg kan ikke huske begravelsen. Jeg kan kun huske hendes dukke, der stod i dette rum – med en hvid kjole og disse lyserøde hjemmesko.
Og så, efter renoveringen, forsvandt dukken. Min mor sagde, at de smed den ud. Men den nat hørte jeg en blød bankelyd fra væggen. Det lød, som om nogen tappede med en finger… Rummet blev stille, selv luften virkede frossen.
“Måske har nogen muret den til ved et uheld under byggeriet,” sagde en af mændene tøvende. Men Adam følte en kuldegysning, selvom en varm forårsbrise blæste ind ad vinduet. Helen rystede på hovedet.
“Nej. Det var ikke en ulykke. Jeg kan huske, at mor græd, da de pudsede denne væg.” “Jeg tror, hun gemte noget.” Hun undersøgte tøflen et langt øjeblik og tilføjede så stille:
“Det er mærkeligt, men i nat drømte jeg om Lenas stemme. Hun sagde: ‘Helen, åbn den.’ Og i dag fandt du den.” Næste dag bragte Helen arbejderne te og hjemmelavet tærte.
Tøflen stod nu på hylden ved siden af et gulnet familiefotografi: Mor, far og to piger i identiske kjoler. Da han gik, kunne Adam ikke modstå at spørge: “Er du ikke bange for at bo ved siden af dette sted nu?”
Hun smilede trist: “Nej.” Jeg har altid følt, at der manglede noget i dette hus. Som om nogen ventede på at blive fundet. Nu tror jeg, at alt er på sin plads. Hun kørte hånden langs væggen og tilføjede stille:
“Huset er endelig holdt op med at banke om natten.”
