Anna boede i en lille by ved floden. Siden barndommen havde denne flod været noget særligt for hende: om sommeren løb hun der barfodet med sine venner, og om vinteren skøjtede hun på isen. Men med årene var floden blevet mere et sted for stille gåture, hvor hun kunne tænke over livet og tage en pause fra travlheden.
Den dag virkede som alle andre. Det var lørdag morgen, solen skinnede, der var en let brise, og der var få mennesker på dæmningen. Anna gik langs en smal sti ved vandet og tænkte på den kommende uge. Hun bar en pose med dagligvarer, og hendes tanker var fokuseret på huslige pligter.
Hun bemærkede ikke, at stenen under hendes fod var glat af fugt.
Hendes fod gled, posen faldt ud af hendes hænder, og i det næste øjeblik faldt Anna ned med et skrig.
Koldt vand ramte hendes ansigt og slog vejret ud af hende. Hun forsøgte at komme op, men strømmen var for stærk. Det var umuligt at svømme i hendes tøj – det var vådt og trak hende ned. Hvert åndedrag blev et desperat forsøg på ikke at sluge vand. Hendes hjerte bankede, panikken overvældede hende, og kun én tanke ekkoede i hendes hoved: »Jeg drukner…«
I det øjeblik gik Rex, naboens store hyrdehund, på bredden. Han havde altid været energisk og modig, men i det øjeblik gjorde han det, man normalt kalder et mirakel. Da han hørte plask og skrig, løb hunden hen til vandet.
Uden et øjebliks tøven sprang Rex ud i floden. Sprøjt fløj i alle retninger, da hans krop kraftigt skar gennem vandet. Anna var næsten bevidstløs i det øjeblik, hendes kræfter forlod hende, men pludselig følte hun nogen trække i hendes ærme.
Hunden greb fat i hende med tænderne og trak hende mod bredden. Vandet ramte hendes ansigt, strømmen forsøgte at rive dem begge med, men Rex padlede med utrolig beslutsomhed. Han trak hende, knurrende lavt, som om han kæmpede mod selve floden.
Folk samlede sig på bredden. Nogen råbte:
»Hold fast! Hold fast!«
Nogen løb efter et reb, andre forsøgte at kaste en pind til hende, men det var alt sammen unødvendigt – hunden klarede det selv.
Skridt for skridt, meter for meter, trak Rex Anna mod tørt land. Da de nåede det lave vand, faldt hun sammen på jorden, gispende efter luft og hostende. Hendes krop rystede af kulde og frygt.
Rex stod tæt ved, våd og tungt åndende, men hans øjne strålede. Han syntes at forstå, at han havde gjort noget stort. Folkene omkring ham klappede og klappede ham på hovedet, nogle filmede endda scenen på deres telefoner.
Anna omfavnede hunden, pressede sig mod hans våde hals og brød ud i gråd. Hendes stemme rystede:
»Du reddede mig… Du er min helt…«
Senere fortalte naboerne, at Rex altid havde haft en særlig intuition. Han fornemmede problemer længe før de opstod. Men den dag gjorde han noget, der i det væsentlige reddede et menneskes liv.
Denne historie spredte sig hurtigt i hele byen. Aviserne skrev om den »heroiske hund«, børn løb hen til Rex for at klappe ham, og voksne nikkede respektfuldt til hans ejere, stolte af at en rigtig redder boede blandt dem.
Siden da har Anna aldrig været i stand til at gå forbi hyrdehunden uden at reagere. Hun bragte ham godbidder, klappede ham og talte til ham, som om han var et menneske. Hver gang hendes blik mødte hans intelligente øjne, sprang hendes hjerte et slag over af taknemmelighed.
Og nu, når hun går forbi floden, husker hun altid det øjeblik – det iskolde vand, fortvivlelsen… og de stærke poter, der hjalp hende tilbage til livet.
