Da jeg flyttede ind i mit nye hus, troede jeg, at jeg var landet i det perfekte kvarter. Græsplænerne var velplejede, børnene legede udenfor indtil solnedgang, og alle virkede venlige nok. Alle… undtagen manden, der boede ved siden af.
Fra begyndelsen skiller han sig ud. Ikke fordi han skabte problemer, men fordi han undgik dem helt. Han vinkede aldrig tilbage, blev aldrig hængende for at småsnakke, og hans gardiner var altid trukket for. Naboerne hviskede om ham ved gadefester og udvekslede teorier om, hvad han lavede inde i det mørke, stille hus. Nogle svor, at han arbejdede om natten. Andre troede, at han bare var uvenlig. Men sandheden var langt mere mærkelig, end nogen kunne have gættet.
En aften gik jeg tur med min hund, da jeg bemærkede noget mærkeligt. Hans hoveddør stod på klem. Et svagt lys skinnede ud på indkørslen, og en mærkelig summende lyd bredte sig i natluften. Mod min bedre overbevisning tog jeg et skridt nærmere. Hunden klynkede og trak i snoren, som om den opfordrede mig til at gå. Men nysgerrigheden vandt.
Det første, jeg lagde mærke til, da jeg kiggede ind, var lugten – skarp og metallisk, som gamle mønter. Det næste var rodet. Hans stue var ikke fyldt med møbler, men med stakke af dagbøger, kasser med gamle fotografier og kort, der var fastgjort på væggene. Røde snore forbandt stederne som på en slags detektivtavle. Det var tydeligt: min nabo var besat af noget.
Næste morgen forsøgte jeg at spørge ham om det på en afslappet måde. Til min overraskelse benægtede han ikke noget. I stedet lænede han sig tættere på og hviskede: »Du kan også høre det, ikke? Lyden om natten.« Jeg frøs. Indtil da havde jeg troet, at den svage brummen bare kom fra en gammel generator. Men da han talte, indså jeg, at han ikke lavede sjov. Han troede virkelig, at der foregik noget – noget, som ingen andre havde bemærket.
I løbet af de følgende uger kunne jeg ikke stoppe med at tænke på det. Nogle nætter pressede jeg øret mod den fælles væg og anstrengte mig for at fange lyden. Og så, en aften, hørte jeg det endelig tydeligt: en lav, rytmisk puls, næsten som et hjerteslag begravet dybt i jorden.
Nysgerrigheden blev til besættelse. En gang fulgte jeg efter ham sent om aftenen, da han gik ind i skoven bag vores huse med en lommelygte. Han standsede ved et stykke jord, der var markeret med mærkelige indskrifter. Han fortalte mig, at lyden kom fra under jorden, og at han var sikker på, at noget – eller nogen – var begravet der og ventede på at blive opdaget.
Var han sindssyg? Eller havde han ret?
Den næste dag dukkede byarbejdere op ud af det blå og indhegnede området. De hævdede, at det bare var »rutinemæssig vedligeholdelse« af underjordiske rør, men ingen af os havde nogensinde set noget lignende før. Min nabo forsvandt i tre dage efter det. Da han kom tilbage, så han udmattet ud, med indfaldne øjne og mere paranoid end nogensinde.
Så en morgen stod hans hus tomt. Gardinerne var trukket for, postkassen var fyldt, bilen var væk. Han var forsvundet uden et ord.
Uger senere fandt jeg noget, der var skubbet ind under min dør: en af hans gamle dagbøger. Den sidste side var skrevet med rystende håndskrift:
»De fandt det. Lad dem ikke dække over det. Lyt om natten. Så vil du forstå.«
Jeg bor stadig i det hus. Og indimellem, når verden er stille, kan jeg stadig høre det – den lave brummen, der pulserer gennem jorden, som om noget under os er i live.
